RokokoPosten har modtaget et brev fra en fortvivlet mor, hvis purunge datter drømmer om en fremtid som journalist. Vi har fået socialrådgiver Lise-Lotte Svendsen fra Kompetencecenter Journalistik til at svare.

Kære RokokoPosten,

Jeg skriver, fordi jeg er meget ulykkelig og bekymret på min datters vegne. Min datter er lige fyldt 15. Hun er en køn ung pige, der har mange venner og klarer sig godt i skolen. Vi plejer at kunne tale sammen om alt, men jeg blev så chokeret, da hun for snart en måned siden – ud af det blå – fortalte, at hun ville være journalist.

Jeg bebrejder mig selv og prøver at finde ud af, hvad jeg har gjort forkert. Hvad skal jeg gøre? Hvordan får jeg hende talt fra det?

En fortvivlet mor

Kære fortvivlede mor,

Du må endelig ikke bebrejde dig selv! Så længe du gør alt, hvad du kan, for at tale din datter til fornuft, kan du sagtens være dig selv bekendt.

Jeg tænker på, om din datter mon har oplevet noget ubehageligt i skolen. Noget, der har givet hendes selvværd et knæk eller på anden måde ansporet hende til at tænke selvdestruktive tanker. Prøv at tale med hende om det. Måske er der i virkeligheden tale om et råb om hjælp mere end et oprigtigt ønske om at gå ind i journalistik.

Hvis det viser sig, at hun mener det alvorligt, så må du love mig at fortælle hende meget udførligt om de alvorlige konsekvenser, journalistlivet kan have. Rådfør dig eventuelt med Kompetencecenter Journalistik, der har udgivet flere gode bøger – blandt andet nogle, hvor tidligere journalister fortæller åbent om de sår på sjælen, de har fået.

Det, der ofte starter som en naiv drøm, ender nemlig for de fleste som et mareridt. Der er måske ganske få, der ender med misundelsesværdige stillinger som udlandskorrespondenter og politiske analytikere, men spørgsmålet er, om de i virkeligheden er så lykkelige, som de hævder.

For langt de fleste ender drømmen i et skummelt baglokale i Udkantsdanmark, hvorfra de må dække lokale loppemarkeder og redigere navnestof. Andre kommer i kløerne på kyniske tabloidmedier, der tvinger dem til at udstille ofre for frygtelige forbrydelser på forsiden og truer med fyresedler, hvis de klager over manglende moral.

Og så er der alle dem, der ender med at administrere byggemarkedernes intranet eller bliver kommunikationsrådgivere i curlingklubber i provinsen.

Nej, chancen for, at det ender godt, er så usandsynligt lille, at jeg ikke vil anbefale nogen at løbe risikoen. Journalistik er ikke et erhverv. Det er et alvorligt socialt problem!

Omsorgsfulde tanker,
Lise-Lotte Svendsen – socialrådgiver