Man kan ikke løse alle problemer med en hurtig omgang meditation, motion eller positive tanker, mener en gruppe læger, der står bag en ny bog om antidepressiva som det svære, men langtidsholdbare valg.

Den hurtige løsning er tidens mantra, mener Åke Brinch Nielsen, der er pensioneret psykiater og overlæge samt medforfatter til bogen “Det er svært, men det holder”.

Her slår Nielsen og tre kolleger, der alle har mange års erfaring inden for psykiatrien, til lyd for, at patienter med depressioner i højere grad overvejer de såkaldte SSRI-præparater.

“Quick fix” med løbeture
“I dag forventer man at få løst sine problemer og dulmet sine sorger med det samme, når man går til læge eller psykolog. Man forventer et ‘quick fix’ med eksempelvis løbeture, mindfulness eller kostændringer, så man hurtigt får det godt igen. Men det er et kortsigtet valg,” mener Åke Brinch Nielsen, der i stedet anbefaler, at man sammen med sin læge eller psykiater tager sig god tid til at finde ud af, hvilken medicin man bør tage.

“Utallige forskere har brugt år på at udvikle midler mod depression, mens lægerne forsøger at kalibrere doserne, så de passer bedst muligt til den enkelte patient. Dernæst skal patienten selv vurdere, hvordan pillerne virker, og om bivirkningerne rent faktisk er bivirkninger eller nye symptomer på sygdommen,” forklarer den tidligere overlæge og understreger, at denne fremgangsmåde på længere sigt er bedre end at ringe til en ven eller tale med nogen om sin barndom.

Enorm glædesindustri
“Den såkaldte glædesindustri er enorm og forsøger konstant at rane markedsandele til sig ved at tale om naturligt velvære, så man nærmest tvinges til at motionere, meditere, spise anderledes eller læse bøger om at få et bedre forhold til sin familie,” uddyber medforfatter Paula Scheendorf, der har behandlet depressive patienter i 25 år og forsket i alternative måder at komme sygdommen til livs på.

“Jeg siger ikke, at ingen kan have glæde af det, men vi kender intet til bivirkningerne ved at sidde stille med lukkede øjne i 20 minutter om dagen og tænke på sin vejrtrækning. Vi ved heller ikke, om de afklarende samtaler om din mor og far gør dig gladere eller bare giver dig endnu mere lyst til at fejre jul med de hjemløse i år,” slutter Scheendorf.