En dansk viking er stærkt frustreret over importen af udenlandske traditioner, som kun tjener kommercielle interesser og kan fortrænge danske skikke som menneskeofring i moser.

Tosti Askesøn er en 31-årig viking fra Aros, der igennem længere tid har været stærkt fortørnet over at se, hvordan udenlandske og meget kommercielle skikke bliver påduttet stadig yngre generationer. Derfor indsendte han for nylig en runesten til RokokoPosten, hvor han begræd udviklingen.

Vi har nu sat Tosti Askesøn stævne for mere uddybende at lade ham komme til orde.

“De traditionelle danske højtider bliver stadig mere fortrængt af kulturimperialisme fra udlandet,” siger han.

Tosti peger på den såkaldte “kristmesse”, der har overtaget den traditionelle vintersolhvervsfest – julens – rolle og endda hugget dens navn.

“I gamle dage blotede vi til Odin og koncentrerede os om de nære værdier ved juletid. Nu går alt pludselig op i en eller anden mellemøstlig mandspersons fødselsdag og grantræer,” siger han.

Købmænd ansvarlige
“Og så starter julen jo tidligere og tidligere. De første par år var den centreret omkring den 24. om aftenen, men nu er der sågar kommet en “lillejuleaften” dagen forinden. Hvad bliver det næste?” spørger Tosti retorisk.

Desuden er der gaverne.

“Jeg er temmelig sikker på, at det er købmændene, som står bag importen af dette overfladiske hysteri,” forklarer Tosti.

Også andre traditioner, som ifølge Tosti er udanske og et tegn på sædernes forfald, har de senere år trængt sig på.

Ofringer går af mode
“Jeg har lagt mærke til, at flere børn i februar klæder sig ud og afkræver voksne slik eller penge, hvis de ikke vil have ‘ballade’,” forklarer han.

“Sådan noget gjorde vores forfædre aldrig, og meget tyder på, at danskhedens gamle traditioner helt forsvinder. Jeg er bange for, at de kommende generationer fuldstændig glemmer, hvordan man ofrer mennesker i højmoser eller drager på hærgetogt til Nordvestengland i sommermånederne.”

Han understreger, at han ikke har noget mod den nye religion, men finder det respektløst, at den fortrænger de traditionelle, danske skikke.

“Hvis jeg skal være ærlig, så mener jeg, vi er ved at miste vores historie og kultur på grund af alle de nymodens skikke.”