Foto: Creatista, Bigstock
Når vi beskæftiger os med pædagogik og opdragelse, er det kun for at aflede os selv fra det faktum, at børn er utiltalende væsener, vi helst ville være foruden.
Du kender sikkert synet og lyden af larmende unger, der opfører sig som om, der ikke var trætte voksne med behov for fred og ro i nærheden. Børn, der plager, skriger, ødelægger ting og nægter at gøre, hvad der bliver sagt. Alligevel går du rundt med en idé om, at børn er en gave. Men det er selvbedrag, fremgår det af bogen Den Nødvendige Løgn (Lying To Survive, red.), der udkommer på dansk i dag.
Bogen, der er en populærvidenskabelig fremstilling af evolutionspsykologen Richard Evans’ forskning, forklarer i et letforståeligt sprog, hvorfor mennesket har lært sig selv den nødløgn, at det er rart at have med børn at gøre.
“Vi har brug for at reproducere os selv som art. Derfor må vi sætte børn i verden, selvom det strider mod alle vores øvrige behov,” forklarer Richard Evans.
Eksperter i afledning
For at håndtere virkeligheden har menneskearten udviklet sig til eksperter i afledning. Metoderne er velkendte. Det nye er, at Richard Evans afslører dem som afledningsmanøvrer.
“Et godt eksempel er teorier om opdragelse. Forældre læser bøger, går til foredrag og ser TV-udsendelser for at blive bedre til at være sammen med deres børn. Det har udviklet sig til en hel industri, hvor såkaldte eksperter sælger gode råd, som forældrene godtroende køber i håb om et bedre liv,” fortæller evolutionspsykologen.
Mængden af pædagogiske teorier og uddannelser er et andet tegn på, at menneskeheden narrer sig selv til at tro, at det er spændende og værdifuldt at have med børn at gøre.
Tit går det over
Richard Evans argumenterer ikke for, at mennesker skal holde op med at bedrage sig selv. For løgnene er nødvendige, hvis arten skal bestå.
“Hvis jeg ikke havde bildt mig selv ind, at jeg elsker mine egne børn, havde jeg forlængst slået dem ihjel. I et evolutionsperspektiv er der ingen tvivl om, at nødløgnene er gavnlige,” siger han og slutter:
“Og heldigvis kan vi se, at mange børn vokser fra deres ulidelighed. Der findes selvfølgelig ulidelige voksne, men slet ikke i samme omfang. Så når vi har stunder, hvor selv nødløgne ikke hjælper, må vi trøste os med, at det heldigvis tit går over.”
