Langt over 90 procent af dem, der bliver vaccineret mod corona, vil være beskyttet mod virussen, lyder det fra selverklæret fritænker Laurits Klitgaard. Skør konspirationsteori, mener Mette Frederiksen.
“Så det viser sig faktisk, at den vaccine, som deep state er i fuld gang med at rulle ud, med vores gamle og svage som fortropper – den beskytter faktisk mod corona! Tænk lige over det: Du bliver simpelthen forhindret i at blive smittet med COVID-19, fordi Mette Frederiksen godt kunne tænke sig det. Eller hvem der nu står bag hende.”
Sådan lyder teorien fra Laurits Klitgaard, der er IT-medarbejder og selverklæret fritænker. Siden danskerne i slutningen af sidste år fik tilbudt en vaccine mod corona, har Laurits researchet, set videoer og læst rapporter, og han er sikker i sin sag: Coronavaccinen beskytter mod corona.
Gemmer info på store skilte
“Når man først begynder at grave sig ned i materialet, er det meget tydeligt. Regeringen og de kræfter, der står bag den, gemmer deres dokumenter og budskaber på hjemmesider og store skilte ved busstoppesteder, men jeg har luret dem,” siger Laurits Klitgaard, der for et par måneder siden oprettede en YouTube-kanal, Corona Truth, hvor han hver uge fortæller om sine seneste opdagelser.
“Hvis du er en fri borger, der godt kunne tænke dig at få corona og samtidig har planlagt at få coronavaccinen, skal du helt klart ind på min kanal, for du får et chok! De to ting – vaccine og corona – kan nærmest ikke lade sig gøre samtidig. Dækningsgraden af Pfizer/BioNTechs vaccine er langt over 90 procent. Du har ikke en chance for at få corona!”
Det er ikke sjovt
Ifølge statsminister Mette Frederiksen abonnerer Laurits Klitgaard dog på en skør konspirationsteori, der slet ikke har hold i virkeligheden.
“Jeg ved ikke, hvor han får sine informationer fra, men det er i hvert fald ikke regeringen. Jeg betragter det som en meget alvorlig anklage, at vi ønsker at beskytte befolkningen, da vi altid har været meget gennemsigtige, hvad angår coronavaccinens formål og virkning: Det handler om at indsprøjte en chip i alle danskeres kroppe, så reptiljøderne i det britiske kongehus kan spore dem,” siger hun og forsikrer om, at enhver dansker kan få corona, hvis vedkommende ønsker det, også i vaccineret tilstand.
“Corona og coronavaccine har intet med hinanden at gøre, og jeg ville ønske, at Laurits Klitgaard ikke gik og spredte sådan noget misinformation. Det er ikke sjovt!”