Foto: Sendelbac, Wikipedia

Foto: Sendelbac, Wikipedia

Politikens chefredaktør har valgt at undskylde en tegning af Inger Støjberg over for alle hendes efterkommere, efter at hendes tilhængere har erklæret sig stærkt krænkede, og en storm af protester har ramt avisen.

Det er en brødebetynget Bo Lidegaard, som RokokoPosten møder på hjørnekontoret i Politikens Hus fredag eftermiddag. Torsdag publicerede avisen nemlig en tegning, som forestiller integrationsminister Inger Støjberg, der pynter sit juletræ med en hængt flygtning.

Det har udløst en regulær storm af protester mod Politiken og markante tilkendegivelser om sårede følelser fra Venstre-vælgere og Suzanne Bjerrehuus.

Det er chefredaktøren rigtig, rigtig ked af.

Tåbeligt stunt
“Det var en fejl, og det beklager jeg. Tegningen var et tåbeligt stunt i en provinsiel avis,” siger chefredaktøren.

“Jeg ved, det er hårde ord, men jeg må erkende, at vi ganske enkelt ikke havde overskuet konsekvenserne af vores egen aktivisme og den krænkelse, som tegningen kunne afføde,” forklarer han med henvisning til, hvordan tegningen truer med at sætte harme højreorienterede debattørers Facebook-vægge i brand.

Derfor har han nu besluttet sig for på avisens vegne at give en undskyldning til både ministeren og hendes efterkommere.

“Ja, jeg vil meget gerne sige undskyld og indgå et forlig. Det er unægteligt det mindste, vi kan gøre efter den krænkelse, vi har været med til at forårsage.”

Vælgere må også undskylde
Bo Lidegaard understreger dog, at det for indeværende ikke kun er Politiken, som efter hans mening har behov for at fremsætte undskyldninger for øjeblikket:

“Jeg mener, at undskyldninger bør gå begge veje, og derfor vil jeg på lederkollegiet og særlig Anders Jerichows vegne opfordre danske vælgere til at undskylde deres krænkende nej og massive svigt over for danske politikere ved EU-afstemningen forleden.”