Foto: Rob Bogaerts/Anefo & Steen Brogaard, Ft.dk

Selvom det er 33 år siden, at Jesper Olsen lavede en katastrofal tilbagelægning i kampen mod Spanien, bør sagen ikke falde for en forældelsesfrist, mener regeringen, der vil annullere statsborgerskabet grundet kulturelt landsforræderi. 

Året var 1986, og Danmark var foran med 1-0 lige før pausen, da den spanske angriber, Emilio Butragueño, fangede Jesper Olsens tilbagelægning og udlignede til 1-1. Dette gav Spanien så meget momentum, at de endte med at vinde kampen 5-1.

Det får nu udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til administrativt at fratage Jesper Olsen hans statsborgerskab. Ministeren erkender, at det er en svær sag, men ønsker at sende et klart præventivt signal til andre danske sportsfolk.

“Når man med sådan en tilbagelægning vender Danmark ryggen, ser jeg ingen anden udvej end fratagelse af det danske statsborgerskab. Så er det lige meget, at det skete i forrige århundrede,” lyder det fra Tesfaye.

Informeres via Myspace
Jesper Olsen er i dag bosiddende i Australien, og når fratagelsen går igennem, vil han af Udlændinge- og Integrationsministeriet straks blive informeret via Myspace. Fratagelsen er i første omgang planlagt som rent administrativ, men hvis der inden for 20 minutter klages over afgørelsen, er der mulighed for at få sagen afprøvet ved en domstol.

På spørgsmålet om risikoen for, at Olsen kan ende som statsløs, henviser Tesfaye til Spanien, som ifølge ham burde tilbyde Olsen enten statsborgerskab eller tålt ophold.

Tommy Seebach kan blive den næste
Udlændinge- og integrationsministeren vil ikke udelukke, at der vil ske flere fratagelser af statsborgerskaber.

“Desværre har ikke kun sportsfolk handlet i strid med Danmarks vitale interesser. I det internationale Melodi Grand Prix i 1993 endte Tommy Seebach med sangen ‘Under stjernerne på himlen’ som bekendt helt nede på en 22. plads. Jeg kan derfor ikke afvise, at han posthumt vil få frataget sit statsborgerskab.”

Fratagelsen møder stor velvilje hos partierne i blå blok, dog ikke hos løsgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der hellere så samtlige europæiske fodboldlandshold nedlagt til fordel for ét samlet EU-landshold.