Foto: irinaorel, Bigstock

Foto: irinaorel, Bigstock

Druk, stoffer og 48 timers byture med callgirls og Cult Shaker. Det er alt sammen slut. Nu vil Sidney Lee bruge sin amerikanske universitetsuddannelse i politik og sociologi til at udrette politiske mirakler for de borgerlige.

Alle kender og har en mening om Sidney Lee, der igennem de sidste fire år har været en af Danmarks mest eksponerede realitystjerner. Det hele startede, da han skulle skrive sin Master’s Thesis (svarende til et dansk speciale, red.) om det post-postmoderne syn på realitystjerner i Skandinavien – Sidney Lee valgte at arbejde ud fra samme metode, som journalisten Günther Walraff – han gik undercover.

Og det må man sige, er lykkes. På kort tid blev han en af landets mest sete realitystjerner. Men det hele slutter her. Realitystjernen Sidney Lee er afgået ved døden, mens en karriere i politik er født.

Lettet
Den. 12. december sidste år afleverede Sidney sin Masters’s Thesis. Og for få dage siden fik han den længe ventede opringning fra sin underviser og mentor gennem fire år, Jack Rakove , der kunne meddele Sidney, at han modtog a solid A+ (Tilsvarende et 12 tal) for sit speciale, der har været fire år undervejs.

”Endelig kan jeg ånde lettet op. Da jeg begyndte på min thesis, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig den sindssyge rejse, som jeg endte med at komme på,” fortæller Sidney Lee, da RokokoPosten taler med ham.

Nu skal han ud at fejre, at fire års hårdt arbejde endelig er slut. Og tidspunktet kunne ikke være bedre. I går fyldte Sidney nemlig 32 år. Der er al grund til at råbe hurra, mener han selv.

Farvel Sidney Lee
For Sidney Lee, der har det borgerlige navn Søren Overgaard, er tiden som “dybt uansvarlig og selvdestruktiv realitystjerne” endelig slut. Nu skal han bruge sin universitetsuddannelse i Political Science and Sociology til noget fornuftigt – en uddannelse, han har taget på det prestigefyldte amerikanske universitet, Stanford.

”Havde det fortsat, var jeg knækket sammen. Det har været et enormt psykisk pres at skulle leve på en løgn i fire år – men jeg ville bare bevise min tese om, at enhver idiot uden noget på hjerte kan fængsle og fascinere et helt land, så længe vedkommende bare er ekstrem nok.”

Søren holder en pause og tænker, inden han fortsætter:

”I min researchfase udviklede jeg figuren Sidney Lee ud fra de postmoderne tanker, som kendetegner filosoffen Jean Baudrillard: Pourquoi y’a t’il rien plutôt que quelque chose, filosoferer Søren Overgaard om sætningen, der oversat til dansk lyder: Hvorfor er der ingenting, frem for substans? Og netop disse ord, mener Søren, har mange paralleller til dansk politik – og dansk presse i øvrigt.

”Hvor er de diskussioner med substans blevet af – hvor er tæften og den politiske  integritet?” spørger Søren og besvarer selv sit spørgsmål:

”Det skal jeg sige dig. De forsvandt med Schlüter, og siden har det været fløjkrige, mudderkast og et forvildet fokus på personsager og andre skampletter, der har tegnet den politiske dagsorden. Pinlig degeneration!”

Fra L.A. til LA
Søren Overgaard har store planer for fremtiden. Men inden han kaster sig over det næste – og politiske kapitel i sit liv, tager han en velfortjent ferie i Los Angeles, hvor han blandt andet skal besøge nogle af  de andre “elitestuderende og nogenlunde fornuftige folk fra Stanford”‘, som han udtrykker det. Han skal desuden deltage i et seminar om politisk kommunikation, der har nogle af de helt store sværvægtere, som Condoleeza Rice og Elliott Abrams på programmet.

Når Søren vender tilbage til Danmark om tre uger, er det for at begynde sit nye job som politiker. Mere vil han ikke afsløre i denne omgang – han når dog at komme med en svada og en afsluttende kommentar.

”I er jo ikke for kvikke, I journalister. Havde bare én af jer brugt bare mere end fem minutter på researchen, ville I nemt have fundet ud af alt om min uddannelse på Stanford. Der står jeg jo registreret under mit borgerlige navn, som længe har været kendt af medierne.”

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Søren Overgaard er skuffet over både de danske medier og måden, hvorpå vi fører politik herhjemme.

”Jeg troede, at medierne var samfundets vagthunde – er det ikke det, I ynder at kalde jer selv?” spørger Søren Overgaard retorisk, inden han igen selv kommer med et bud:

“Man kan med rette kritisere Ekstra Bladet for meget, men med deres kamphunde-instinkt og -metoder, troede jeg faktisk, at de ville være mediet, der regnede den ud – men der tog jeg fejl,” griner han og lader bomben falde sidst i interviewet:

”Jeg kan sige jer så meget, at jeg tager fra L.A til LA og erstatter en vis spidskandidat ved navn Anne Sophia Hermansen – tror I så, at I kan regne den, ud eller skal jeg skære det ud i pap?” spørger Søren Overgaard – som altid retorisk og med en snert af sarkasme.