Ud med nakkefoldsscanninger og lykkepiller, siger antropolog Helle Tejlberg. Hun foretrækker et kontrastfyldt samfund med plads til både depressive, svært handicappede og børn med Downs syndrom. De kan nemlig give os andre berigende oplevelser i dagligdagen.

“Forleden var jeg i supermarkedet, og der så jeg en mor bruge en halv time på at få sit Downs-ramte barn væk fra slikhylden. Det var en stærk oplevelse, som jeg tænkte meget over, da jeg senere læste i Foucaults ‘Galskabens historie’. Pludselig slog det mig: Er det i virkeligheden ikke samfundet, der er sygt?”

Kort efter skrev Tejlberg en kronik til Politiken, hvor hun slår til lyd for et mere rummeligt samfund, der omfavner mangfoldigheden i stedet for at udrense afvigere.

Besat af sundhed
“I vores samfund er vi besatte af at gøre alle raske. Depressive personer er ‘syge’, Downs-børn er ‘syge’, mennesker med cystisk fibrose er ‘syge’,” opremser Tejlberg og former med sine fingre to anførselstegn, hver gang hun nævner ordet “syge”.

“Hvorfor ikke betragte de her menneskers lidelser som en del af livets farverige palet, der kan få os andre til lige at tænke lidt mere over, hvad der virkelig betyder noget her i livet?” spørger hun retorisk.

Om en måned tager hun selv til Burma for tredje gang som led i sit ph.d.-projekt “Diktatur som heterodoks parallel: Etnocentrisme i moderne folkedrabsforskning”, og hun håber meget på at møde flere handicappede og fattige.

“Burmeserne har hverken Cipramil (antidepressiv medicin, red.) eller forebyggende kræftscanninger. Mig bekendt bliver de heller ikke alle vaccineret mod polio. Men forhindrer det livsglæden i at sprudle frem? Nej, bestemt ikke! Vi kan ikke være bekendt at komme og fortælle dem, at de har det dårligt,” mener antropologen.

Autentiske ofringer
Hun sammenligner sine oplevelser i det asiatiske land med sine feltstudier ved Amazonas-floden, hvor hun mødte en stamme, der for kun hundrede år siden ofrede små børn til deres guder.

En skik, som hun betegner som “fascinerende i sin kompleksitet” og “meget autentisk”, selvom sydamerikansk militær senere satte en stopper for ofringerne.

“Og nu har vi tænkt os at sætte en stopper for alt det andet, som vi med vores vestlige moral og fremskridtsmani ikke bryder os om. Først depressive, så Downs-børn, og så?”

Adspurgt, om hun selv kunne tænke sig at opdrage et barn med Downs syndrom, udbryder Tejlberg:

“Du gode Gud, nej, de er jo helt enormt plejekrævende!”