Foto: Photochatree, Bigstock

Foto: Photochatree, Bigstock

Både politikere og kommentatorer er chokerede over, at Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor, Peter Arnfeldt, er blevet afsløret som kynisk og manipulerende. Nu erkender flere, at tilnavnet “Mørkets Fyrste” burde have vakt mistanke til hans metoder.

Det kom næsten bag på mange i det politiske miljø, da det kom frem, at Peter Arnfeldt, tidligere spindoktor for Troels Lund Poulsen, havde lækket personfølsomme oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold til pressen. Men der er også selvransagelse i det politiske miljø, hvor flere overvejer, om ikke tilnavnet “Mørkets Fyrste” burde have fået alarmklokker til at ringe.

Lugtede svagt af svovl
TV 2’s politiske kommentator, Henrik Qvortrup, fortæller, at han aldrig fattede mistanke til Peter Arnfeldt.

“Jeg blev utrolig overrasket, for han var virkelig behageligt selskab. En beleven mand, der altid præsenterede sig høfligt og udstrålede velstand og god smag. Det mest generende var faktisk den svage, men konstante lugt af svovl, der altid fulgte ham,” siger Henrik Qvortrup, der medgiver, at tilnavnet kunne have vakt mistanke.

“Set i bakspejlet er der ingen tvivl om, at man kunne overveje, om en mand, som bliver kaldt Mørkets Fyrste, har rent mel i posen. Men jeg tror ikke rigtig, nogen tænkte nærmere over det. Altså, bare fordi ham fra Dansk Folkeparti hedder Langballe til efternavn, betyder det jo ikke, at… Nej, bare glem det. Glem det,” afslutter Qvortrup.

Opfordringer til at tjene Satan skjult i strategioplæg
En anonym kilde i Venstres folketingsgruppe fortæller, at tilnavnet ikke har været den eneste indikation på, at spindoktoren havde mindre reelle hensigter.

“Måske burde det have vakt mistanke, da nogen spillede en optagelse af hans strategioplæg baglæns. Den messende opfordring til at ‘tjene ondskabens herre og mester, den hornede antikrist, Satan’ var helt tydelig. Men det opfattede vi bare som et humoristisk udtryk for hans store loyalitet over for Lars,” fortæller det anonyme folketingsmedlem, som, RokokoPosten kan afsløre, er Søren Pind.