Nu er der håb forude, hvis din forældede chef nægter at trække sig tilbage for at nyde sit velfortjente otium. Regeringen vil nemlig oprette en pulje, der kan søges af medarbejdere, som vil sende chefen på pension.

Flere og flere ældre vælger at blive på arbejdsmarkedet. Det er hipt, og med efterlønsreformen har fortidslevnene fået endnu et argument for aldrig at trække sig tilbage.

Men nu er der håb forude for medarbejdere, der døjer med en olding i chefstolen. Regeringen vil nemlig oprette en pulje, der skal finansiere pensionen for de ledere, der ikke selv kan se, at det er på tide at gå.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) erkender, at signalet om, at vi skal blive på arbejdsmarkedet i længere tid, har en alvorlig slagside:

“Det er især slemt i familievirksomheder. Jeg har hørt mange fortvivlede medarbejdere fortælle om de aldrende chefers forældede og mandschauvinistiske ledelsesmetoder, og det er klart, at sådanne typer må tvinges væk, hvis de ikke selv kan indse, at deres tid er forbi.”

Penge er ikke alt
Mette Frederiksen medgiver, at mange af cheferne er dygtige til at skabe sorte tal på bundlinjerne. Men, påpeger hun, penge er jo ikke alt.

Lisa Schmidt, 28, der arbejder for en af de forældede chefer, er helt enig med ministeren:

“Firmaet har da et fint overskud, men min chef, altså – han trisser bare rundt og siger ting som ‘splitte mine bramsejl, du er vel nok flink til at betjene telefaxen’ og ‘sikke du formår at rubbe neglene, min gode frøken Schmidt’. Det går jo ikke på en moderne arbejdsplads, vel?”

Lisa Schmidts eksempel kommer ikke bag på beskæftigelsesministeren.

“Det er desværre en historie, jeg hører fra rigtig mange. En anden kvinde hørte sig selv beskrevet som ‘et triveligt fruentimmer’ til en medarbejdersamtale,” fortæller hun for at understrege, at ordningen i lige så høj grad er til for chefernes egen skyld:

“Hvis man går og siger den slags ting, er man jo tydeligvis ikke længere ved sine fulde fem, så medarbejderne udviser faktisk storsind og omsorg over for de her antikvariske ledertyper.”