Åbningen af den første indiske restaurant i kongeriget Rohan skyder slaget om Middle-earths madvaner i gang. Lobbyister fra McDonald’s og handelsdelegationer fra Kina optrapper indsatsen.

Få år efter Ringkrigens afslutning liberaliserer Middle-earth restaurationsområdet, og det blev en indisk restaurant, der løb af med den første prestigefyldte åbningstilladelse.

Men hvorfor faldt valget netop på det indiske køkken?

Éomers eksotiske præferencer
Officielt var buddet det bedste. Uofficielt går der rygter om kong Éomers forkærlighed for både krydret mad og Bollywood efter flere besøg i Mumbai. En anonym kilde med løs tunge ved hoffet har dog en anden forklaring:

”Der er indgået en handelsaftale mellem Indien og Rohan om levering af et ukendt antal rustninger til kongens kavaleri, og det er den reelle forklaring,” forklarer ”Bregol”.

Imidlertid er også almindelige borgere i rytterriget begejstrede for det nye eksotiske spisested:

”Hestebøf smager helt anderledes med alle de nye krydderier i maden. Det er lækkert, men de ku’ godt spare lidt på chilien,” siger 31-årige Thedain, mor til tre, og fortsætter:

”Vi har gjort det til en familieudflugt hver søndag at ride ned på hjørnet og bestille nye retter.”

Liberalisering øger Rohans BNP
Liberaliseringen af restaurationsbranchen i Middle-earth kan resultere i et massivt indtog af asiatiske takeaway-restauranter og amerikanske fastfood-kæder. Det vurderer ekspert i markedsøkonomi, Mads Gunnersen:

”Den begyndende deregulering af flere erhvervssektorer i Gondor og Rohan giver helt nye muligheder for virksomheder udefra. Det vil styrke konkurrenceevnen for de to riger på sigt og øge Rohans BNP.”

Og der er run på ved hoffet i både Gondor og Rohan. Ikke en uge går uden, at handelsdelegationer fra Kina, Indien, USA og EU på størrelse med mindre hære er i audiens hos henholdsvis kong Aragorn og kong Éomer.

Herredet økonomisk svækket
Blandt hobbitterne i Herredet er man dog skeptiske over for det internationale indtog. Åbningen af Rohan’s har nemlig fået mange kunder til at tage turen gennem Eriador og drage mod sydøst for at smage de nye retter.

“Jeg har forsøgt mig med opskrifter på øllebrød og blandet kornsorter på nye måder, men kunderne bliver væk,” fortæller Balbos Goodwin, der indtil åbningen af Rohan’s var en af de førende restauratører i Middle-earth.

Mads Gunnersen kan godt forstå hobbittens bekymring, men opfordrer samtidig til større åbenhed over for industrialiseringen af restaurationsbranchen i Herredet.

“Mens man længe har kunnet betale med kort i både Rohan og Gondor, hersker en mere konservativ holdning stadig hos hobbitterne. Folket frygter, at en industrialisering vil nedbryde den kollektivistiske ånd. Hobbitterne er stadig konkurrencedygtige på både ale (lys, overgæret øl, red.) og pibetobak, men de bliver nødt til at tænke i nye baner for at tiltrække købestærke kunder,” vurderer Mads Gunnersen.