Overalt i Danmark findes der irske pubber med autentiske unge irere bag disken. Men bartenderne er ofre for kynisk trafficking, der skal mætte danskernes tørst efter gælisk folkelighed.

Man skal ikke gå mange meter i en større dansk by, før man falder over en irsk pub, hvor bartenderen, som langer Guinness over disken, med usvigelig sikkerhed stammer fra den grønne ø i Atlanterhavet.

RokokoPosten kan i dag afsløre, at de unge irere, der i tusindvis serverer på irske pubs i Danmark, bliver lokket til landet under falske forudsætninger.

Blev lænket til bar
Den 27-årige programmør fra Dublin, Ryan O’Shannon, blev af skruppelløse bagmænd stillet i udsigt, at der i Danmark ventede ham en stabil indkomst som softwareudvikler i den finansielle sektor. Men da Ryan kom til Danmark, viste virkeligheden sig at være en ganske anden.

“Bagmændene tog mit pas og spærrede mig inde i en kælder, hvor de tvang mig til at lære alt med The Dubliners udenad,” siger Ryan O’Shannon, der forklarer, at han dernæst blev lænket til en bar i det indre København, hvor han med folkeligt lune serverede Guinness og Murphy’s til de irskhedshungrende danskere.

“Tolv timer om dagen tvinger de mig til at være karikeret jovial, synge for på ‘Whiskey in the Jar’ to gange i timen og sige komplet latterlige ting som ‘Aye, that lass is as full as a gypsy’s bra!’,” forklarer han.

Mere end folkloristisk stereotyp
Ifølge kilder i det danske politi, der samarbejder med de irske myndigheder, har den omfattende menneskehandel med irske bartendere ført til, at flere irske byer nu stort set er tømt for mænd i alderen 22-35 år. En trafik, der giver de handlede unge irere alvorlige ar på sjælen.

Ryan O’Shannon forklarer:

“Jeg væmmes, når kvinderne kun vil have mig for min sympatiske, let syngende dialekt og mit blussende orangerøde hår. Jeg er altså et rigtigt menneske, ikke bare en folkloristisk stereotyp!” siger han med desperat eftertryk.