I modsætning til, hvad mange hidtil har troet, kan intelligente mennesker sagtens kede sig. Det har en teenager fra Herning bevist.

“Kloge mennesker keder sig aldrig!”

Det var Marlene Birks bedrevidende udsagn, da hendes søn, den 15-årige Peter Birk, beklagede sig over læseferien op til folkeskolens afgangsprøve, der efter hans mening bød på alt for lidt spændende indhold i livet.

“Hun siger det hele tiden, som om det er selvindlysende eller noget. Megatræls, faktisk,” fortæller Peter, der derfor satte sig for at modbevise sin mors påstand.

Løste matematisk gåde og skrev samtidsroman på en uge
Peters bevis for, at han både var intelligent og kedede sig, bestod af tre elementer.

Først brugte han under et døgn på at løse det matematiske problem om den såkaldte Birch og Swinnerton-Dyer-formodning, der ellers har plaget matematikere i årevis.

Derefter formåede Peter Birk på blot et par dage at skrive en psykologisk mangesidet, sprogligt overlegen og delvist metaforisk dansk samtidsroman om en gruppe stadig mere desillusionerede akademikeres flygtige møder på en række konferencer i perioden 1972-2010.

Sammenhæng mellem intelligens og kedsomhed
Afslutningsvis forfattede Peter en ph.d.-afhandling med titlen “Between boredom and brain”, som sikrede ham et gæsteprofessorat ved det amerikanske Stanford University. I afhandlingen påviser han med udgangspunkt i nyere psykologisk og neurofysiologisk forskning en klar korrelation mellem intelligens og kedsomhed.

“Kloge mennesker kan kede sig mere end dumme, fordi de faktisk ved flere ting i forvejen og derfor er sværere at fortælle noget, de ikke allerede ved. Men det er vel egentlig indlysende,” uddyber Peter Birk.

Marlene Birk har herefter måttet anerkende, at hendes udsagn ikke holdt stik og har officielt undskyldt. Trods sine imponerende bedrifter har Peter selv dog ingen planer om at give sig i kast med kompliceret matematik eller litteratur fremover. I stedet regner han med at bruge de resterende dage af læseferien på at spille lidt Diablo III eller se TV3 Puls, “hvis han gider”.