Flere kvinder hævdede, at en 39-årig veninde var “sensuel og erotisk buttet” samt “rigtig meget kvinde”. Men hjernescanninger afslører, at de rosende ord var løgn.

“Jeg synes simpelthen, Britt bærer sine 108 kilo så fantastisk” og “Britt er jo utrolig smuk – på sin egen måde”.

Dette er blot nogle af de udsagn, som Britts veninder gang på gang har fremsat, når de skulle beskrive den 39-årige Britt Sørensen fra Varde.

Både over for Britt selv og andre fælles veninder.

Lyver lodret
Men efter, at RokokoPostens gravergruppe har fået forskere til at undersøge veninderne i en såkaldt fMRI-hjernescanner, står det klart, at de alle lyver lodret.

“Det er helt tydeligt, at både hjernens grimheds- og løgnecentre i den præfrontale cortex bliver aktiveret, når veninderne skal udtale sig om Britt,” forklarer afdelingschef og professor ved Odense Universitetshospitals Center for Neurologisk Uæstetik, Bjarke Holst.

Britt: Vidste godt veninder løj
En af Britts veninder, der ønsker at være anonym, fortæller:

“Jeg vidste faktisk ikke engang selv, at jeg løj. Men på den anden side kan jeg godt se, at der måske er en grund til, at jeg primært spiser broccoli med skyr til de fleste måltider og motionerer mindst to timer dagligt. Set i bakspejlet er det nok fordi, jeg i virkeligheden overhovedet ikke har lyst til at ligne Britt.”

Britt selv ønsker ikke at blive citeret, men siger til RokokoPosten, at hun altid har været utilfreds med sit udseende. Derfor mener Britt, at hun kan tilgive veninderne, da hun egentlig godt vidste, at de “tynde koste”, som hun kalder dem, nok ikke talte helt sandt.