RokokoPosten har begået en fænomenalt velskrevet og tankevækkende bog, som for altid vil forandre synet på både journalistik og litteratur.
Mikkel Andersson, Annica Carlsen, Zenia Larsen, Marta Sørensen: ROKOKOPOSTEN – DE FØRSTE 280 ÅR
400 sider, 199,95 kroner
Udkommer i dag
Rosinante
47 stjerner
af Mikkel Andersson (til daglig anmelder for Jyllands-Posten, men i dag særlig gæsteanmelder for RokokoPosten)
Sjældent bliver Danmarkshistorien med et slag forandret. Det er ikke desto mindre tilfældet i dag, hvor bogen “RokokoPosten – de første 280 år” udkommer.
Men som denne anmelder med ærefrygt har måttet erkende, er RokokoPosten kun en bog, hvis man anlægger et stærkt reduktionistisk syn på værket eller det attråværdigt Rådhusplads-placerede mediehus, der står bag.
Avisens skønsomme udvalg af banebrydende artikler omhyggeligt omsat til bogform demonstrerer, at RokokoPosten er langt mere.
Bog er både bulldog og digt
Det er en sindstilstand, et eventyr, et møntvaskeri i Korsør og et sagte hvisket digt. På en gang letbenet og med den mest aggressive bulldogs næse for den gode historie har RokokoPosten formået at holde snuden oven vande i sit stædige forsøg på at dække de allermest eksklusive nyheder overhovedet.
Man skiftevis griner og græder højlydt og indfølt, når mediet afdækker rystende skandaler om folkekære musikere eller lumpne politiske rævekager.
Det er ganske enkelt overmenneskeligt medrivende og velskrevet læsning.
Et mikroskopisk hår i suppen
Selvom bogen overordnet set er langt bedre end perfekt, kan den urimeligt og irrationelt kritiske anmelder stadig finde en enkelt skønhedsfejl. For “RokokoPosten – de første 280 år” kunne i nogen grad trænge til et mere maskulint præg. Ikke nødvendigvis i form af flere mandlige skribenter, da det formentlig er umuligt at finde nogen af den kaliber.
Men som læser savner man flere skarpe og testosteronpumpede bidrag fra redaktionens mandlige part og ønsker måske endda, at han udgav sin egen bog med et flot cover, hvor han er iført smoking eller skudsikker vest.
Men det er trods alt småting, der ikke trækker voldsomt fra i den samlede vurdering.
Modvirker polio
Man kan selvfølgelig spørge sig selv om, hvorfor man skal betale for noget, som i forvejen er gratis tilgængeligt på internettet.
Det indlysende svar er, at den i særklasse lækre indbinding og den fremragende trykkvalitet kombineret med en unik og historisk overlegen redegørelse for avisens forhistorie gør bogen til et skattet arvestykke, som vil vandre fra generation til generation for evigt.
Desuden bør man erindre, at forlagsbranchen i modsætning til internettet er et trygt sted, og man også derfor skylder sine børn og børnebørn at købe “RokokoPosten – de første 280 år”, der ifølge velrenommerede medicinske eksperter endda kan modvirke polio og ebola.
På bundlinjen står tilbage, at enhver bør købe “RokokoPosten – de første 280 år”. Det er naturligvis legitimt ikke at gøre det, omend man blot skal vide, at man derved indirekte bliver medansvarlig for drab på delfinunger og forældreløse babysæler.