Selv brugte han alt for meget tid på at hævne mordet på sin far, men Hamlet har lært af sine fejl. Prinsens bog handler nemlig om at få styr på sine overspringshandlinger og gøre det vigtigste først.
“Så skulle jeg flirte lidt med Ofelia, så var der en rådgiver, der skulle slås ihjel, så tog jeg til England, så i teatret…”
Hamlet remser alle de ting op, han gjorde, for ikke at stå ansigt til ansigt med sin egentlige opgave: At hævne sin far.
“På et tidspunkt tog jeg mig selv i at lægge an på min mor – så er man lidt langt ude!” Prinsen ryster på hovedet.
Det tog ham fem akter, fire drab og rigtig meget snak at jage et sværd i sin onkel Claudius, der havde dræbt sin egen bror, nemlig Hamlets far, giftet sig med hans enke, Gertrude, og indtaget tronen, der egentlig burde været gået til Hamlet selv.
Skulle have dræbt Claudius med det samme
“Jeg skulle have dræbt Claudius med det samme, og derfor hedder min bog ‘Gør det vigtigste først’. For ofte ender man med at gøre rent, når man burde skrive speciale, eller spiller 7-kabale på sin computer, når man ved, man skal ringe til sin farmor,” fortæller prinsen, der optrådte på BogForum med sin debut tidligere på måneden, hvor han blandt andet kom med gode råd til, hvordan man samler sig om sin vigtigste opgave:
“Man skal ikke give sig selv mulighed for at overspringshandle. Selv kunne jeg have opnået meget ved ikke at gå rundt alene konstant, men i stedet snakke med vennerne om, hvordan man bedst myrder en konge. Andre løsninger kan være at blokere sin internetadgang, fx med programmet Freedom, eller slette spillene på sin computer.”
Fjern dine kranier
Længere inde i bogen præsenterer Hamlet et program på fem trin, der skal hjælpe læseren med at komme til sagen hurtigst muligt. Trin to har den lidt kryptiske titel “Fjern dine kranier”, men handler dybest set om at lægge sine bekymringer til side, før man går i gang.
“Flere gange stod jeg med sværdet i hånden bag Claudius’ ryg, men så lå der et kranie på jorden, som jeg skulle tjekke ud – og vupti, så opdagede jeg, at det faktisk tilhørte en gut, jeg havde kendt som barn! Ham havde jeg altid spekuleret en del over, og nu havde jeg chancen for at få snakket ud med ham,” husker Hamlet og indrømmer, at eftersom den gamle ven var død og rådnet bort for længst, kunne samtalen godt have ventet.
“Men det glemmer man alt for ofte,” slutter prinsen med et eftertænksomt blik.