TV 2 havde så positive erfaringer med at rejse til Etiopien efter dokumentarfilmen “Adoptionens Pris”, at stationen ændrer strategi. Nu vil den yde “demokratisk, offentlig socialrådgivning”, fortæller nyhedschefen.

En uventet ændring i TV 2’s strategi betyder, at tv-stationen nedlægger sin nyhedsredaktion. I stedet lanceres et helt nyt koncept, hvor journalisterne skal undersøge og afhøre parterne i sociale sager. Det hele bliver filmet og vist til Danmarks befolkning.

Kursændringen kommer efter de positive erfaringer, som TV 2’s nyhedsredaktion havde med at tage til Etiopien for at undersøge mulighederne for, at adoptivbarnet Masho kunne vende tilbage.

“Af den sag lærte vi, hvor vigtigt det er, at konkrete, sociale sager behandles offentligt og uanonymt,” udtaler TV 2’s nyhedschef, Jacob Nybroe.

Folket er eksperten
TV 2 viste sidst i november dokumentarfilmen “Adoptionens Pris”, og i de følgende dage var de fleste danskere stærkt bevægede og ønskede, at nogen gjorde noget.

“Befolkningens ønske om handling er fuldt forståeligt, men det er svært at vurdere en sag, når detaljerne behandles fortroligt. Det er en demokratisk fadæse, for folk har ret til at tage stilling på et oplyst grundlag,” forklarer nyhedschefen og understreger, at folket er samfundets væsentligste ekspert.

Men fra nytår kommer der andre boller på suppen, når TV 2 udskifter sine nyhedsudsendelser med det nye socialrådgiverkoncept.

En menneskelig vinkel
TV 2 lover, at den nye redaktion først og fremmest vil sikre en menneskelig vinkel. Man kan nemlig kun forholde sig grundigt til en sag, hvis man kender både de faktuelle forhold og de impliceredes følelsesmæssige reaktioner.

“Vi går tæt på familier, der er anmeldt for omsorgssvigt og følger voldtægtssager ved at gå helt tæt på parterne via livedækning fra retssagen og private optagelser. Om nødvendigt bruger vi skjult kamera. For befolkningen har krav på at se ægte menneskers ægte følelser. Vi kan ikke længere forsvare, at folk kun får tingene serveret i overskrifter,” lyder det fra Jacob Nybroe.

Socialminister Karen Hækkerup (S) glæder sig til TV 2’s nye tiltag.

“Det bliver helt klart lettere for os politikere at navigere, når vi får sat tydeligt ansigt på enkeltsagerne”, udtaler hun.