Tysk legetøj lancerede natten til lørdag et overfaldsangreb på den lille nation, Legoland, der nu er truet på sin eksistens. En ekspert mener, at LEGO Friends-serien og konsensuspræget leg bærer ansvaret for et eventuelt nederlag.
Natten til lørdag, præcis klokken fire, krydsede eliteenheder fra Playmobil – primært modelnummer 4127, Pirat og Rødfrakke, grænsen til Legoland i Billund. Dermed er legetøjslandet kastet ud i en dramatisk overlevelseskamp mod legetøjspersoner, der er mere end dobbelt så høje som Legofigurerne.
I de tidlige morgentimer kæmpes der stadig hårdt mellem Legolands elitekorps fra Star Wars-serien og en sværm af Playmobil Drageriddere. Begge sider har lidt hårde tab, og der er oprettet felt- og dyrehospitaler i omegnen.
Især Duplo-serien har lidt svære tab, og forsøg på at indkalde forstærkninger fra Legos Hobbitten-franchise har været forgæves på grund af julerelaterede leveringsproblemer.
“RÅLIG NÅ”
Borgere på egnen hørte kort før kl. 4.00 en svag brummen fra en Playmobil 5261, Fragt- og Passagerfly, der smed flyvesedler ned. Under overskriften ”RÅLIG NÅ” forsøger Playmobil at berolige Legolands borgere.
”Playmobil intervenerer alene for at bremse Legolands ekspansionistiske aspirationer. Det, og intet andet, er målet. Tivoli, Bakken og Danmarks andre skønne sommerlande er ikke for indeværende omfattet af Playmobils fremadrettede, militære planer.”
Flyvebladet er underskrevet “Der Schwarze Ritter, Heinrich”.
Legos egen skyld
Mandeforsker ved Syddansk Universitet, Danny Fibiger, mener, at det er virksomhedsånden mere end serviceniveauet, den er gal med. Han giver den nye pigeserie, LEGO Friends, skylden for et eventuelt nederlag.
Det er blevet for lyserødt, og der er kommet overdrevet fokus på konsensusagtig leg og udefrakommende co-branding med andre underholdningsprodukter. Til forskel har Playmobil bevaret sit fokus på de mere Sparta-lignende og traditionelle værdier.
“Resultatet er, at Lego er blevet til en procesleg frem for en traditionel, resultatorienteret tilgang til klodserne. Så taber man altså til sådanne germanere. Skulle Legoland atter blive frit en dag, så forestår en større genopbygning. Det gælder både på klodsniveau og hele Legolands nationale stolthed,” siger Danny Fibiger.