Forudsigeligt og uoriginalt. Så hård er musikanmelder Erik Bruun Hansens dom over den kinesiske pianist Liu Cheng, der har indspillet værker af både Beethoven, Bach og Rachmaninov. Spil dine egne numre, lyder anmelderens opfordring.

I over ti år har den verdensberømte pianist Liu Cheng begejstret fans af klassisk musik med sine blændende opførelser af blandt andet Beethovens femte klaverkoncert og Bachs Goldbergvariationer. I sidste uge udgav den kinesiske virtuos sin femte plade, hvor han fortolker et af verdens sværeste stykker klavermusik, nemlig Rachmaninovs tredje klaverkoncert.

Men Politikens musikanmelder, Erik Bruun Hansen, er ikke imponeret.

“Det er lige så originalt, som hvis Taylor Swift sang ‘Yesterday’,” fnyser skribenten, der trods alt gav Chengs plade to stjerner på grund af den gode lydkvalitet, selvom han mente, det var “synd, at en så god producer skulle spilde sit talent på så kedeligt indhold”.

Kører i ring
Liu Cheng er ikke den første klassiske pianist, der har givet sig i kast med Rachmaninov, Bach og Beethoven; faktisk hører de tre komponister til nogle af de mest populære i klassiske koncertsale og musikstudier verden over. Men det kan Erik Bruun Hansen på ingen måde forstå.

“Når store talenter inden for fx rock og pop hele tiden skriver nyt materiale, hvorfor kan de klassiske musikere så ikke være med? Hvis David Bowie i løbet af hele sin karriere havde udgivet lutter covernumre, ville ingen gide at høre på ham i dag. Man ser det også ved opførelserne af Wagners ‘Ringen’ på festivalen i Bayreuth; musikken går bogstavelig talt i ring med de samme tekster hvert år. Selv de værste dansktopmusikere gør sig den ulejlighed at bytte lidt om på ordene, når de udgiver en ny sang,” siger anmelderen forarget og mener, at den klassiske scene bør overlade pladsen til folk, der kan skrive deres egen musik.

Tilbage til X Factor
“Så kan man for alvor tale om kunstnere og kunst; Liu Cheng er jo bare en uoriginal wannabe. Jeg savner musikere, der både kan fyre den af på klaver, violin, tværfløjte og den slags, og som samtidig har noget unikt at byde på. Men dem vil pladeselskaberne åbenbart ikke satse på,” siger Bruun Hansen, der i flere år har kritiseret de store labels for deres kommercielle og konservative tilgang til klassisk musik.

Han mener derfor, at musikere som Liu Cheng må tage kampen op og udgive selvskrevne kompositioner på egen hånd:

“Spil dine egne numre, Cheng, eller smut tilbage til X Factor!”