Den blodige konflikt mellem sunni- og shiamuslimer i Irak er måske snart slut. Årsagen er den fælles modvilje mod Steve Jobs og en forkærlighed for Samsung Galaxy S III.

I næsten 100 år har Irak været plaget af kampe mellem grupper fra de to største trosgrene inden for islam, sunni og shia. Især siden Irakkrigen har begge sider bekriget hinanden med bomber og morderiske overfald.

Men nu ser det ud til, at den sekteriske vold er en saga blot. Det viser sig nemlig, at irakiske muslimer af begge overbevisninger formår at samles om én vigtig ting: Steve Jobs er en nar, og hans smartphone, iPhone’n, er en joke sammenlignet med Android-telefoner.

“Apples styresystem er en hermetisk lukket forbandelse,” siger sunnimuslim og butiksejer Abu al-Wahhab, der sidste år anskaffede sig en Samsung Galaxy S III og på samme tid forbød sine børn at købe Apple-produkter.

Meget tilfælles
Ifølge flere internationale meningsmålinger har flere tusinde irakere på tværs af religiøse forskelle gjort det samme, og efterfølgende er antallet af voldshandlinger mellem sunni- og shiamuslimer faldet drastisk.

Shiamuslimen Mohammed al-Hakim er helt enig i al-Wahhabs vurdering af Apple. Han sparer også op til en Android-telefon og er i løbet af de sidste par måneder blevet gode venner med den sunnimuslimske butiksejer.

“Tidligere kunne jeg aldrig finde på at være venner med en sunni. Men da Abu viste mig sine apps og forklarede mig, hvordan telefonens GPS-system virker, opdagede jeg, at vi egentlig har meget tilfælles,” forklarer Mohammed al-Hakim, der forudser en større religiøs forbrødring.

Problem med iCloud
“Vores forskellige fortolkninger af islam har stået for mig som en uovervindelig mur, men når jeg ser Jobs’ smilende fjæs og det lille grimme æble, ved jeg, at vi må samles om en større fjende,” siger al-Hakim.

Foreningen af de to grupper er dog ikke foregået uden problemer. Visse shiamuslimer har nemlig tidligere anvendt Mac-computere eller iPads og har nu problemer med at konvertere deres kalendere og kontakter fra Apples styresystem til Android, fortæller al-Wahhab:

“De ved godt, at de bør vende sig væk fra Apple, men savner deres iCloud (Apples program til kalendere, kontakter og lignende, red.), der ikke fungerer på en Android-telefon. Heldigvis har regeringen sat sine bedste ingeniører på problemet, så vi kan udvikle den rette app til synkronisering og, inshallah, blive ét folk!”