Foto: Half Orc, Freeimages.com

Foto: Half Orc, Freeimages.com

Samtidig med, at en aarhusiansk mand takkede nej til en snak med WWF-medarbejderen Dan, døde en blot 2 måneder gammel panda. Ekspert antager, at de to begivenheder er tæt forbundne.

“Nej tak.”

Så kort var Esben Rydells besked til Dan Simonsen, den 21-årige gadehverver for WWF Verdensnaturfonden, da de to mænd mødtes på Skt. Clemens Bro i Aarhus. Dan svarede ved at ønske Esben en god dag, hvilket Esben takkede for, hvorefter han gik videre, som om intet var hændt.

Virkeligheden viste sig at være mere tragisk og skæbnesvanger, end Esben Rydell kunne have forudset. På nøjagtig samme tidspunkt, som han udtalte sit nej, sluttede livet nemlig for en 2 måneder gammel panda i den kinesiske Gansu-provins.

Formentlig dræbt pandaen
Umiddelbart synes de to begivenheder ikke at være forbundne, da ungen menes at være død af sygdom, men ekspert i samvittighedstyngende gadeprovokation Mille Ordrup Hansen er uenig. Hun er overbevist om, at Esbens afvisning af Dans forespørgsel om en månedlig WWF-donation på blot 30 kroner indirekte har forårsaget ungens tidlige død.

“Jeg vil ikke stille mig til doms over en velhavende, vestlig, hvid mands totale ligegyldighed over for forsvarsløse dyrs forfærdelige forhold. Men Esben har formentlig været med til at slå pandaen ihjel,” mener Mille Ordrup Hansen, der ikke ønsker at udtale sig om Esben Rydells moral, men blot påpege, at prisen på hans caffe latte er nok til at blive medlem af WWF og dermed sikre, at utrolig nuttede dyr ikke uddør.

Moderat afstumpet
WWF-medarbejderen Dan Simonsen er enig, men ønsker ikke at holde Esben 100 % ansvarlig for den søde unges død:

“Jeg får et nej fra flere hundrede mennesker om dagen, og de har uden tvivl også en del af skylden. Faktisk kan man sige, at hver gang en kær dyreunge må lade livet, om det så er pandaer, kænguruer eller egern, bør vi alle skamme os en smule.”

Dan Simonsen må dog ifølge sin kontrakt ikke dele denne mening med de fodgængere, han skal forsøge at hverve, selvom han personligt opfatter alle ikke-medlemmer af WWF som “ikke decideret onde, men uvidende og moderat afstumpede”.

RokokoPosten ønskede at få en kommentar fra Esben Rydell, men ifølge hans kone er han allerede medlem af WWF og desuden ude af stand til at donere flere penge, fordi der er noget galt med hans NemID.