En debattør og meningsdanner har overraskende opdaget og indtaget et hidtil ukendt standpunkt i den offentlige debat. Kolleger er imponerede, men en ekspert hævder, at synspunktet kun var ledigt, fordi det er fjollet.

“Tonen og Distortion bærer ansvaret for ponydrab” var overskriften på en klumme af forfatter og debattør Rikke Mølhave i fredagens Politiken. I indlægget, der hurtigt blev heftigt debatteret på sociale medier, argumenterer Mølhave for, at en stadig større hensynsløshed i det offentlige rum var den virkelige grund til, at ponyen Tarzan blev slagtet på stranden i Tisvildeleje sankthansaften.

Dermed lykkedes det hende at introducere et nyt synspunkt i den offentlige debat, hvor mange ellers anså det for umuligt at mene noget originalt.

Kollega: Godt set
Debattører og klummeskribenter er derfor både imponerede og misundelige over Rikke Mølhaves præstation.

“Det er fandeme godt set,” siger en anonym meningsdanner, der ikke ønsker at stå offentligt frem med sin kollegiale ros.

“Ikke alene viser Mølhave stor empati med en sød pony, hun kombinerer også den stigende tendens til modstand mod urban hipsterkultur med et touch af værdikamp à la Fogh på en overraskende og provokerende måde,” siger debattøren.

Grund til ledighed
Det er dog ikke alle, der finder det tidligere ledige standpunkt uproblematisk. Ph.d. og ekspert i publicistisk diskursanalyse ved Københavns Universitet, Michael Sørensen, forklarer:

“Jeg har foretaget en grundig og videnskabelig argumentanalyse af Rikke Mølhaves position og må entydigt konkludere, at den er aldeles fjollet. På den baggrund kan jeg konstatere, at hendes standpunkt kun var ledigt, fordi ingen andre ville indtage det,” siger han.

“Konkurrencen på opinionsmarkedet er efterhånden blevet så brutal, at selv indlysende fjollethed ikke afskrækker de mest forhærdede meningsdannere fra desperat at finde de nemme ledige standpunkter,” tilføjer Michael Sørensen.

En imponerende bedrift
Den anonyme meningsdanner er dog ikke enig i, at det er nemt at finde på fjollede argumenter.

“Faktisk er det meget vanskeligt at finde et ledigt standpunkt. Enhver, der har prøvet hver uge at mene noget både provokerende og originalt, ved, at det er en imponerende bedrift at komme på noget så fjollet, som Rikke Mølhave har præsteret,” siger han, men understreger, at det dog ikke vil forhindre hverken ham eller hans kolleger i at gøre forsøget.