Mogens Hansen kunne slet ikke forstå sin nabo, da hun tilbød at låne ham sit værktøj til de småreparationer, han ville udføre.

I torsdags besluttede Mogens Hansen sig for at foretage nogle mindre reparationer i sit parcelhus uden for Aalborg, hvilket han og naboen Kirsten Bigum talte om over hækken.

“Jeg ved godt, at Mogens aldrig har været nogen gør det selv-mand og sikkert har hverken hammer eller skruetrækker liggende, så jeg foreslog, han kunne låne mit værktøj,” fortæller Kirsten om deres lille snak.

Mogens kunne imidlertid slet ikke forstå Kirstens chokerende og originale brug af ordet værktøj som en betegnelse for håndværkergenstande.

Manu Sareens værktøjer
“Først troede jeg, at hun refererede til Manu Sareens (ligestillings- og kirkeminister, red.) snak om, at regeringen har valgt at bruge et andet værktøj end øremærket barsel til mænd for at fremme ligestillingen. Men det gav jo ingen mening, for mine børn er for længst flyttet hjemmefra,” fortæller Mogens, der dernæst kom i tanke om, hvordan han for et par år siden var blevet bedt om at beskrive sine kompetencer og værktøjer på et møde i jobcentret.

“Men hvordan kan man låne sine personlige værktøjer til andre?” undrede Mogens sig.

“Endelig slog det mig, at hun måske refererede til… Ja, til noget værktøj forneden,” lyder det forlegent fra den 64-årige efterlønner, der aldrig før har oplevet erotiske tilnærmelser fra sin godt gifte nabo. Men før han kunne nå at overveje, hvis værktøj der var tale om, og hvordan det skulle anvendes, uddybede Kirsten Bigum:

“Ja, skruetrækker, hammer og den slags!”

Talte om redskaber
Mogens Hansen åndede lettet op og tog imod tilbuddet, men ikke uden at tilføje sin egen sproglige nyskabelse til samtalen.

“Jeg tænkte, at hvis det er sådan, hun snakker, hvor værktøj er værktøj, må jeg jo formulere mig på samme måde, hvis hun skal forstå mig. Så jeg sagde ja tak, men at hun da skulle have nogle redskaber tilbage, som hun havde lånt mig tidligere,” fortæller Mogens.

Kirsten reagerede imidlertid helt uforstående og gik ind igen. Til RokokoPosten forklarer hun:

“Mener han redskaber, som man bruger i en handlingsplan, redskaber i forbindelse med projektløsning eller hvad? Det giver jo ingen mening!”