Det 32-årige defekte ur fra Middelfart Banegård, Erik, afviser alle beskyldninger om at være ubrugeligt, fordi det er gået i stå. Uret fremhæver, at det viser klokkeslættet korrekt mindst to gange dagligt og dermed oftere har ret end mange i den offentlige debat.

Mandag eftermiddag blev et vigtigt tidspunkt i det 32-årige ur Eriks selvforståelse.

Efter en tragisk faldulykke tidligere på året, hvor Erik gik i stå, er uret fra flere sider blevet beskyldt for ikke at kunne angive det korrekte klokkeslæt. Der er ellers generel enighed om, at dette er blandt et urs vigtigste funktioner.

Erik mener imidlertid, at rygterne intet har på sig og kan nu dokumentere, at han flere gange dagligt leverer fuldstændigt korrekte klokkeslæt.

Ikke misvisende
“Klokken 15.26 var øjeblikket for min endelige æresoprejsning.  Alle, der kiggede på mig klokken seksogtyve minutter over tre om eftermiddagen, kunne med deres egne øjne se, at min visning var helt korrekt og uden for konkurrence,” forklarer Erik.

RokokoPosten har talt med flere kronologisagkyndige, der alle erklærer, at uret Erik er et velsamlet og kompetent ur, der – trods åbenlyse mekaniske og temporale defekter efter det nylige fald – kan aflæse tiden, så længe det ikke kræver bevægelige visere eller fungerende mekanik.

“Om Eriks udsagn er sandt eller falsk afhænger i høj grad af af tidspunktet, man spøger ham på,” forklarer lektor i kronologisk filosofi og økonomi Per Jespersen, som dog erkender, at Eriks tidsangivelser kan være problematiske, når klokken ikke er nær halv fire om dagen eller natten.

Uret med mindst uret
Ikke desto mindre er Erik overbevist om, at hans klokkerapporteringsmetode er korrekt og anvendelig – uanset tidspunkt.

“Muligvis er jeg ikke altid helt eksakt, men jeg mener faktisk, at jeg rammer klokkeslættet meget godt. Når man tænker på, at der er 1440 minutter på et døgn, så er det alt andet lige en ganske acceptabel fejlmargin, sådan procentuelt set,” fremhæver han.

Uret Erik påpeger også, at det er de færreste i den offentlige debat, der, defekte eller ej, formår at gøre ham kunsten efter.

“Helt ærligt, hvor mange kan prale af at have ret to gange i døgnet? Jeg tvivler på, at danske politiske kommentatorer formår at fremsætte en korrekt antagelse så ofte,” erklærer det stoppede ur.