Foto: AndreyPopov, Bigstock.

Med den nyeste genåbningsaftale vender mange tilbage til deres arbejdspladser. Derfor har konsulenthuset FUTURE Work udviklet et nyt mødeformat, hvor man ses fysisk omkring et bord for at tale om løst og fast.

Der venter mange mennesker en stor omvæltning den 21. maj, når de skal møde fysisk på arbejde igen. Man skal væk fra hjemmekontorets trygge omgivelser og Zoom-møderne for at ses med rigtige, levende mennesker. Til det formål har konsulenthuset FUTURE Work udviklet konceptet MØDE.

“Mange medarbejdere vil have en naturlig reservation over for MØDER, fordi de er vant til gammeldags digitale møder. Så det gælder om at ændre deres mindset, så de tager positivt imod den nye arbejdsform,” siger specialkonsulent i FUTURE Work Matthias Sinding.

Husk at tage bukser på
Det kan man gøre ved at forberede medarbejderne på, hvad et MØDE består af. Et fysisk møde har enkelte fællestræk med et digitalt møde: Der er fx ofte, men ikke altid, en dagsorden. Der er også en mødeleder og en, der tager referat. Men MØDER adskiller sig på andre områder markant fra digitale møder.

“Du skal fremfor alt huske at have tøj på hele kroppen. Det duer ikke bare at møde op med tøj på overkroppen, da de andre deltagere kan se dig og opfatter det som useriøst, hvis du ikke har bukser på,” siger Matthias Sinding.

Han nævner også, at man skal huske, at de andre altid kan høre, hvad man siger. Der er ikke en mute-knap, man kan aktivere. Man kan dog godt henvende sig til personen ved siden af en og hviske til vedkommende, hvis det, man siger, ikke er rettet mod alle deltagere.

Her skal man dog ifølge Matthias Sinding være opmærksom på, at enkelte mødeledere kan finde på at slå ned på den slags og tvinge de pågældende til at fortælle alle mødedeltagerne, hvad de hvisker om.

Fortæl gerne sjove historier
Ellers er omgangsformen på et MØDE lidt mere uformel end på det digitale møde:

“På det digitale møde holder man sig generelt til dagsordenen, da man på en meget anmassende måde fylder hele skærmen og tager taletid, hvis man fortæller en sjov historie. På et MØDE må man gerne afvige fra dagsordenen og fortælle sjove historier eller dyrke aversioner uden relation til dagsordenen,” siger Matthias Sinding.

En ting, man ifølge Matthias Sinding skal være ekstra opmærksom på, er, at selvom MØDET er meget kedeligt og ikke fører nogen vegne, kan du ikke forlade mødet med henvisning til problemer med dit internet. Du skal blive siddende, til MØDET er slut.

“Det er derfor en del af etiketten, at der er kage til et MØDE. Så man har dét som et lille lys i et tilsyneladende uendeligt mørke,” afslutter Matthias Sinding.