Efter årtiers blodig strid har en dansk debat om drengebørns forhud endelig forenet jøder og muslimer i Israel og Palæstina.
Der blæser en mild brise over Tempelbjerget i Jerusalem. På en hvilken som helst anden dag ville jøder og muslimer kæmpe indædt over det lille stykke land, hvor både Grædemuren og Klippemoskéen står.
Men ikke i dag. Denne tirsdag står i forsoningens tegn. For første gang i århundreder har to religioner, som ellers deler en konfliktfyldt og problematisk historie, fundet fælles fodslag i kampen for retten til at fjerne drengebørns forhud.
Gud hader forhud
“Er der noget, vi hylder, er det Guds skaberværk. Naturligvis med den lille undtagelse, som forhuden på små børn udgør. Den del af kroppen er virkelig weird og superoverflødig og bør afklippes af en langskægget gejstlig uden lægefaglig baggrund så hurtigt som muligt. Derudover er ham Gud virkelig superalmægtig på den virkelig fede måde,” forklarer overrabbiner Meir Abrahamowitz.
Abu Muhammed, der er muslimsk imam med stor indflydelse alle mulige steder i den arabiske verden, og som i lighed med Abrahamowitz udtrykker sin store gudfrygtighed via et meget langt og gråt skæg, er helt enig.
“Allahu akbar, hvor vi dog hader den fordomsfuldhed, som disse danske minoritetshadende zionistlakajer giver udtryk for. Vi fordømmer deres hårdnakkede benægtelse af, at Guds almægtige skaberværk stopper ved forhuden, som vi naturligvis må hjælpe den Almægtige med at skære bort på de umælende børn,” forklarer han.
Efter en kort dialog med den israelske overrabbiner undskylder Abu Muhammed imidlertid betegnelsen “zionistlakajer”, som ifølge imamen var uovervejet og udtryk for gammel vane.
Positiv enighed
Trods de mindre uoverensstemmelser er den israelske rabbiner enig i, at det er positivt, at de to religioner endelig har fundet et spirituelt emne, de er enige om.
“Det er egentlig utroligt, at vi har brugt så megen tid på at bekrige hinanden og lave bosættelser og selvmordsbomber, når vi i stedet kunne have fordømt nordeuropæeres forhudsopfattelser,” siger Meir Abrahamowitz og håber, at man i Mellemøsten nu kan koncentrere sig om kampen for at omskære drengebørn og i fællesskab være sure på skandinavere.