Det blev den 31-årige bibliotekar Lotte Jensen, der løb med statuetten for sin tvetydige og indviklede udredning af, hvor umenneskelig hendes kollega, Bente, egentlig var.

“Jeg havde ikke regnet med at være her i dag, da jeg skulle have fjernet min fodvorte. Men så aflyste min læge, og så kunne jeg lige så godt komme og hente min pris.”

Sådan indledte Lotte Jensen sin lange og nedladende takketale til dette års Perfid Awards, hvor hun på raffineret vis formåede at kritisere både prisjuryen, publikum og sin egen mor.

“Du havde nok ikke regnet med, at din egen datter en dag ville modtage en stor pris. Det er klart, når du ikke selv er kommet så langt i livet,” lød det fra den 31-årige bibliotekar, der modtog Bedste Skjulte Sviner-statuetten for den både komplicerede og modbydelige tirade, som hun leverede på sin arbejdsplads få minutter inden fyraften.

Nomineret af kolleger
Modtageren var den ældre kollega Bente, der tidligere på dagen havde foreslået, at Lotte Jensen kunne sortere bøgerne hurtigere, hvis hun brugte en anden metode.

“I første omgang troede jeg, at alt var i orden, fordi Lotte takkede mig for rådet. Men lidt senere kom hun med stikpiller til min slankekur, min mands fyring og andre ting i den dur uden, at jeg kunne sætte fingeren på, hvad der egentlig var fornærmelsen,” fortæller Bente, der sammen med de andre medarbejdere på biblioteket nominerede Lotte Jensen til prisen.

“Den skjulte sviner kulminerede, lige da vi skulle til at gå, og Lotte begyndte at tale om sin store fritidsinteresse, golf. Men man kunne tydeligt høre, at hendes egentlige pointe var, at jeg er fed, dum og uduelig,” fortsætter Bente, der slet ikke var i stand til at svare igen, fordi fornærmelsen var så raffineret.

Psykisk nedbrydende
Den fem mand store jury var enig og kaldte Lotte Jensens sviner for “noget af det mest psykisk nedbrydende, vi har set i lang tid.”

Prismodtageren selv indrømmer blankt, at hendes formål var at nedgøre Bente, som hun af en eller anden grund ikke rigtig bryder sig om.

“Jeg er nok typen, der forholder mig ærligt og empatisk til mennesker og kan lide at gå i dybden med tingene. Der foretrækker Bente tydeligvis sådan at skøjte hen over overfladen. Men sådan er vi jo så forskellige,” siger Lotte Jensen.