![Foto: Maxxasatori, Bigstock](https://rokokoposten.dk/wp-content/uploads/2017/02/bigstock-130275161.jpg)
Foto: Maxxasatori, Bigstock
Der er ingen grund til, at staten skal klientgøre hjemløse borgere, hvis de selv kan finde et sted at sove via kommercielle tjenester og smarte apps, mener boligminister Ole Birk Olesen.
I dag bruger staten mange penge på at hjælpe hjemløse borgere via herberger, boligordninger og andre former for social eller økonomisk støtte. Men de udgifter kan skæres ned til et rundt nul, hvis det kommercielle udlejningsmarked tager over, mener boligminister Ole Birk Olesen (LA).
“I dag har vi et problem med hjemløshed, som staten faktisk er med til at opretholde. Når den tilbyder de hjemløse en plads på et herberg eller et afvænningsforløb, siger den dybest set til borgeren: Du er et barn, der ikke selv kan finde ud af noget. Der er ingen grund til den omfattende klientgørelse,” mener ministeren og foreslår, at tjenester som Airbnb løser problemet.
Hytte i Schweiz
“Hvad står til hinder for, at en hjemløs, der i dag er henvist til en kold og ubekvem bænk, installerer en app på sin smartphone, opretter en Airbnb-profil og søger efter en seng i nærheden?” spørger Ole Birk Olesen, der selv benyttede sig af tjenesten, da han i sidste uge skulle på vinterferie med familien:
“Vi fandt en dejlig hytte i Schweiz, hvor vi kunne bo i fem dage, mens vi stod på ski. Der var masser af plads, en kamin og flere ekstra senge. Det er da helt oplagt, at en gruppe hjemløse slår sig sammen og lejer sådan en bolig. Så kan de spare penge og samtidig komme hinanden ved på en sundere måde, i stedet for at finde fællesskab i et alkohol- eller narkotikamisbrug,” fortsætter ministeren, men understreger, at han ikke vil blande sig politisk i indtagelse af rusmidler, da det er enhver borgers ret at dø af en overdosis i begyndelsen af 30’erne.
Ambulance med Uber
“Men derfor kan det dødsfald jo godt ske i de højt specialiserede og kundeoptimerede rammer, som kun markedet kan tilbyde,” siger Ole Birk Olesen, der heller ikke vil afvise at lade andre kommercielle aktører komme til, når det netop drejer sig om livsfarlige situationer.
“Det slog mig, da jeg tænkte over hjemløse og Airbnb, at ambulancer ofte kommer alt for sent til ulykkesstedet, hvad enten der er tale om en narkoman eller en ældre dame, der har fået et hjerteanfald. Hvorfor insisterer vi på at lade Falck stå for ambulancekørslen? Hvorfor ikke Uber?” spørger ministeren.