“Når en kvinde tager risici, er hun en fighter. Men når jeg som mand fører et selskab til fallit, er jeg bare inkompetent,” udtaler tidligere direktør for OW Bunker, Jim Pedersen.

Den sidste uge har været trist og kaotisk for brændstofselskabet OW Bunkers tidligere direktør, Jim Pedersen, hvis ansatte har både svindlet og foretaget fejlslagne spekulationer.

Selv mener manden dog, at kritikken har en kønnet slagside.

“Det er tydeligt, at jeg i pressen behandles langt hårdere, end hvis jeg havde været en kvindelig chef,” siger Jim Pedersen og henviser til de investorer, der har antydet, at hverken han eller OW Bunkers bestyrelse har forstand på risikostyring.

Skæv kritik i erhvervslivet
“Læg lige mærke til, at alle i bestyrelsen er mænd. Er det mon et tilfælde? Næppe. Havde vi været en gruppe kvinder, ville man have rost os for vores fightervilje og evne til at tage risici i en brutal mandeverden,” fortsætter den tidligere direktør, der giver patriarkatet skylden for den skæve kritik af profiler i erhvervslivet:

“Man uddeler særlige priser til kvindelige ledere og gør sit bedste for at få dem ind i bestyrelser, fordi man tiltror dem empati og evnen til at multitaske. Vi mænd opfattes til gengæld som megalomane småpsykopater, der glider mellem mislykkede ægteskaber og suspekte forretningsaftaler. Men jeg kan faktisk også græde, når en investering slår fejl!”

Indtil videre har Jim Pedersen og bestyrelsens fejl kostet OW Bunker 900 mio. kr. på fejlslagne oliehandler, 750 mio. kr. på svindel og flere hundrede arbejdspladser.

Vil studere køn
Også der påpeger den tidligere direktør tendensen til at fokusere på kønnet.

“Der bliver talt meget om tal og store beløb, fordi man ikke kan finde ud af at identificere mænd på andre måder end gennem et Excel-ark. Men vi tilfører faktisk virksomheden andre, mere abstrakte, kvaliteter, som det kapitalistiske samfund ikke magter at værdsætte: Indebrændthed, arbejdsnarkomani og personlig erfaring med at have en penis,” mener Jim Pedersen og vil derfor kaste sig over kønsstudier, så snart sagen om OW Bunkers fallit er afklaret:

“Der er ikke så mange mænd i det fag, men jeg håber at kunne kønskvotere mig til en professorstilling inden for de næste par år.”