Foto: Mogens Engelund, Wikipedia

Foto: Mogens Engelund, Wikipedia

Efter at Yahya Hassan udstillede Henrik Dahl som nazist og kaldte forfatter Kristian Ditlev Jensen for et svin, frygter PET omfattende litterær-sociologisk terror.

Efter en intens fejde på Facebook, hvor digteren Yahya Hassan som led i et ytringsfrihedseksperiment fremsatte krænkende påstande om politiker og sociolog Henrik Dahl samt forfatter Kristian Ditlev Jensen, er de to sidstnævnte gået under jorden. PET frygter, at de planlægger voldsomme angreb og har derfor fordoblet bevogtningen af den unge digter.

Perverteret Voltaire
Før Henrik Dahl forsvandt, postede han på Facebook udsagnet: “Jeg foragter, hvad du siger og vil gerne have, du dør for din ret til at sige det”, hvilket flere har udlagt som et perverteret Voltaire-citat og et tydeligt tegn på rabiat ytringsfrihedsradikalisering.

Det bliver bekræftet af PET.

“Vi ved ikke med sikkerhed, hvor han er. Der florerer rygter om, at han skjuler sig blandt ligesindede på et reklamebureau i Viborg, men vi tør ikke sende indsatsstyrken ind af frygt for aggressive segmentanalyser eller sproglig dekonstruktion,” siger en anonym PET-kilde.

Foruroligende mail
Også Kristian Ditlev Jensen er en kilde til bekymring.

“Vi har haft Ditlev Jensen i søgelyset i årevis. Han har gennemgået en omfattende radikaliseringsproces under sine ophold i udlandet, primært Flensborg samt diverse litterære seminarer. Vi har også modtaget en foruroligende mail fra en professor på Københavns Universitet, hvor Kristian Ditlev Jensen afholdt seminaret ‘Forsvar for sekulær og ikke-invasiv protestantisme’,” fortæller PET-kilden og citerer fra mailen:

“Ditlev Jensen læser utrolig meget Bonhoeffer og Tilich og snakker konstant om at holde næstens lykke i sin hånd eller smadre unge provodigtere med køller. Nogen må gribe ind, før hans forfatterskab degenererer til sonetkredse, knækprosa eller afstumpet vold.”

Lidegaard kritiserer
Ifølge chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, er Yahya Hassans ytringsfrihedseksperiment både unødvendigt og uforsvarligt:

“Alle ved, at danske sociologer og skønlitterære forfattere er en sårbar minoritet. Når Yahya Hassan håner dem, må man konkludere, at han leger med ilden, selvom han naturligvis – rent juridisk – har al mulig ret til det.”