Ill.: pavelblag, Bigstock

Ill.: pavelblag, Bigstock

Forskere har tydet de mystiske signaler, der i den seneste tid er modtaget fra rummet. De viser sig at stamme fra rumvæsener, der støtter Uffe Elbæks parti, Alternativet.

U-F-F-E E-L-B-Æ-K E-R V-O-R-E-S M-A-N-D.

Sådan lyder et af de budskaber, som forskere fra NASA de seneste uger har arbejdet i døgndrift for at tyde. Det bekræfter seniorforsker Tamaya Rayen.

“Vi har helt sensationelt fået kontakt til intelligent liv fra en hidtil ukendt planet i ellipsegalaksen NGC 1275,” siger hun.

Ifølge Rayen har NASA fået kontakt med en udsending fra planeten, der ligger cirka 237 millioner lysår (helt afsindigt mange kilometer, red.) fra Jorden.

På mission for Alternativet
“I begyndelsen troede vi, at de talte et lokalt sprog, som vi ikke havde skyggen af chance for at forstå. Men så fandt vi ud af, at det var dansk,” lyder den utrolige besked fra NASA-forskeren.

Hun fortæller, at planetens befolkning i flere år har fulgt den politiske udvikling i Danmark med stor bekymring, men at de nu ser et håb i partiet Alternativet.

“Sendebuddet fra den fremmede civilisation lod os forstå, at alt håb var ude, hvis ikke Alternativet fik mindst fire mandater ved det kommende valg. Derfor er det dem magtpåliggende at få kontakt med vælgerne,” fortsætter Tamaya Rayen, der også fortæller, at forskerholdet modtog en række helt unikke billeder af planeten og dens befolkning.

Glad for grønne striber
Et af billederne forestiller sendebuddet selv, der under en pause i ekspeditionen sidder under en parasol og læser dagens udgave af Information. Ved siden af har sendebuddet sat et flag med Alternativets logo.

“De er nemlig rigtig glade for grønne striber,” fortæller Tamaya Rayen.

Herhjemme ønsker Alternativets formand, Uffe Elbæk, ikke at afsløre, om partiet selv har været i kontakt med den fremmede civilisation.

“Jeg kan desværre ikke sige, om vi har haft en dialog i gang med rumvæsenerne. Og I kan lige så godt lade være med at spørge Anders Stjernholm, for han ved i hvert fald ingenting om det,” fastslår Elbæk, der dog ikke er overrasket over opbakningen:

“Alternativets politik er at møde verden med nysgerrighed og tolerance, og det gælder selvfølgelig ikke kun den del af verden, der findes på vores planet.”