Foto: Stefanolunardi, Bigstock

Foto: Stefanolunardi, Bigstock

Der vil altid være afsavn og dårlig samvittighed, lyder det fra 43-årige karrieremand, der alligevel formår at kombinere et krævende job med rollen som familiefar.

I fredags kom han først hjem klokken ti om aftenen, men til gengæld blev hele lørdag morgen dedikeret til en tur i skoven med børnene, mens mor tog på arbejde.

“Skovturen var planlagt i et par uger, og når der først står børnetid i kalenderen, laver jeg det ikke om,” fortæller Søren Auenfeldt. For ti år siden stiftede han firmaet Auenfeldt Clean, der leverer rengøringsprodukter til plejehjem, og i dag er han chef for 38 ansatte.

Afsavn og dårlig samvittighed
Firmaet giver Søren Auenfeldt en længere arbejdsuge end gennemsnittet, men heldigvis formår han at kombinere karrieren med sit familieliv i Silkeborg.

“Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg aldrig led afsavn eller havde dårlig samvittighed, enten i forhold til jobbet eller mine børn. Men min kone bakker mig op, og vi er begge rigtig gode til at planlægge vores tid,” siger den 43-årige direktør, der havde mange overvejelser om, hvordan karriere og familieliv skulle hænge sammen, da han besluttede sig for at blive selvstændig:

“Min egen far var nok lidt det, man ville kalde en ravnefar. Altid på arbejde, aldrig sammen med os. Så selvom jeg gerne ville starte mit eget, var jeg meget opmærksom på, at mine børn ikke skulle komme som voksne og klage over, at jeg ikke var der for dem.”

Fyraften fra familien
Det er der ingen risiko for ifølge Søren Auenfeldts kone, Sascha Drexler.

“Børnene og jeg driller ham nogle gange med, at han holder fyraften fra familien hver morgen, når han tager på kontoret, men egentlig synes jeg, vores dagligdag fungerer udmærket,” siger hun og roser sin mand for at være så god til at kombinere karriere og familieliv.

“Jeg ville bare ønske, han ikke var så perfektionistisk med, hvordan hjemmet ser ud, og om alle hans ansatte nu er 100 % tilfredse med ham,” tilføjer Sascha Drexler.

Ifølge familiepsykolog Dorthe Jønn Jensen er høje forventninger til sig selv ikke noget særsyn hos moderne karrieremænd:

“De skal præstere maksimalt på jobbet, spille brætspil med ungerne og være sexguder på lagnerne hver aften. Det kræver planlægning, men også en accept af, at tingene nogle gange godt må rode lidt.”