Foto: Klaus Møller/AOP, Wikipedia

Foto: Klaus Møller/AOP, Wikipedia

Ved hjælp af en kompleks og velforberedt plan er det lykkedes tre vanekriminelle at narre mere end seks milliarder kroner fra de danske skattemyndigheder.

Onsdag kom det frem, at SKAT er blevet franarret mere end seks milliarder danske kroner. Hvem, der stod bag det omfattende bedrageri, blev dog ikke offentliggjort. Nu kan RokokoPosten imidlertid afsløre, at politiets hovedmistænkte i sagen er tre organiserede kriminelle fra Valby.

En snedig plan
“Den foreløbige efterforskning tyder på, at bandens hovedmand under afsoning af en tidligere dom i Vridsløselille Statsfængsel opdagede, at SKAT ikke har foretaget afstemning mellem angivet udbytte og indberetning om udbyttemodtagere i forhold til udenlandske aktieselskaber. Han har derefter lagt en snedig plan om at udnytte dette,” forklarer kriminalassistent William Hermod Jensen fra Københavns Politi.

Hvordan planen konkret er blevet udført, har efterforskningen endnu ikke afdækket, men politiet kan dog oplyse, hvad der er blevet brugt i udførelsen af forbrydelsen.

“Vi har fundet en liste over de genstande, banden har anvendt, som tyder på, at planen har involveret to stykker tyggegummi, en fotokopi af Bjarne Corydons NemID, en teddybjørn, DJØF Magasinet fra oktober 2008, en CD med Enyas Greatest Hits samt kvitteringer for seks IC4-togsæt, der tilsyneladende aldrig er blevet leveret,” siger William Hermod Jensen.

Over alle bjerge
Efterforskningen tyder på, at svindelnummeret blev forberedt i en lejlighed bag Asta Nielsen Strædet 6 i Valby, som mandag morgen blev ransaget af politiets indsatsstyrke til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Men forgæves.

“Alt tyder på, at grupperingen har forladt landet og er over alle bjerge. Hvor de nu befinder sig, er for tidligt at sige, omend vi koncentrerer efterforskningen om Mallorca og den spanske sydkyst via internationale samarbejdspartnere,” siger kriminalassistenten, der heller ikke kan love, at SKAT nogensinde får beløbet igen.

“Desværre er det tvivlsomt, om det bliver muligt at inddrive pengene, såfremt vi nogensinde anholder gerningsmændene. Elektroniske efterretninger tyder på, at en betydelig del af beløbet allerede er blevet brugt på en ganske bekostelig konfirmation samt flere pelse til en af de mistænkes samlevere.”