Foto: S.Juhl, Wikipedia

Foto: S.Juhl, Wikipedia

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard er dybt rørt over, at så mange helt almindelige danskere har sørget for at transportere flygtninge ud af Danmark. Der er tale om en unik, tværpolitisk forbrødning, mener hun.

Da flere end 800 flygtninge i løbet af mandagen ankom til Danmark, rykkede en lang række danskere hurtigt ud og sørgede for at transportere mange af dem over Øresund til Sverige. Det har fået den tidligere formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, til at udtrykke begejstring over danskernes storsind.

“Jeg synes, det er virkelig smukt, at vi trods alle politiske forskelle alligevel kan blive enige om, at det er bedst, disse flygtninge ikke er i Danmark,” siger hun og fortsætter med roserne:

“Egentlig går jeg ikke ind for civil ulydighed udført af folk på venstrefløjen, men her må jeg alligevel indrømme, at jeg har revideret min opfattelse og er fuld af beundring for disse mennesker.”

Må låne DF-kampagnebus
Pia Kjærsgaard fortæller, at hun gerne vil donere penge til en carpool eller stille Dansk Folkepartis kampagnebus fra valgkampen til rådighed.

“Den er jeg sikker på, at ingen svenske myndigheder vil mistænke for at blive anvendt til menneskesmugling,” forklarer hun.

Normalt er Dansk Folkepartis leder en stor fan af dansk politi, men i forbindelse med flygtningekrisen er hun noget mere skeptisk end ellers.

“Det er stærkt kritisabelt, at politiet på den måde er efter folk, der gør en næstekærlig og fædrelandsgavnlig handling. De hører ingen steder hjemme, at de stopper folk, der vil smugle flygtninge til Sverige. Jeg donerer gerne citronmåner til en meget lang kaffepause, hvis det kan hjælpe dem til at sætte kikkerten for det blinde øje,” fortæller hun.

Vil gerne være bad cop
Pia Kjærsgaard anerkender, at mange på venstrefløjen trods den nye forbrødring stadig opfatter hende som et moralsk anløbent menneske.

“Selvfølgelig opfatter de mig stadig som fæl, ingen tvivl om det. Men for at løse sådan en kompliceret situation så kræves der, som alle ved, en good cop-bad cop-rollefordeling, og der påtager jeg mig gerne at være den onde, mens flygtningevennerne kan være de gode,” siger hun og tilføjer med et smil:

“I sidste ende er det jo lige meget, om katten er sort eller hvid, hvis bare den fanger mus.”