Foto: Mogens Engelund, Wikipedia

Foto: Mogens Engelund, Wikipedia

I en tid med terror og bandeaktivitet er det vigtigt, at vi kan udføre vores opgaver sikkert, siger PET-chef om valget af den unge digter som bodyguard.

Når PET går i gang med arbejdet næste uge, bliver det med Yahya Hassan i ryggen. Efterretningstjenesten har nemlig bedt den 20-årige digter om at beskytte dens medarbejdere, når de udfører opgaver.

“Vi lever i en tid, hvor bander og potentielle terrorister udgør en større risiko for danskernes liv end nogensinde før. Derfor har vi brug for en person, der bedre end nogen anden forstår, hvordan man er en ninja,” forklarer PET’s chef, Finn Borch Andersen, der selv kiggede alle Yahya Hassans Facebook-opslag igennem, inden han tilbød den unge mand jobbet som bodyguard.

“Jeg fik et tip fra de ansatte om, at Hassan kunne hjælpe os. Da jeg så hans videoer og billeder, hvor han fx jager voldtægtsmænd med bue og pil, var der ingen tvivl: Han er en ægte gangster, der ikke stikker op for bollemælk,” uddyber Finn Borch Andersen, der er særligt imponeret af en mail, som Hassan sidste måned sendte til netop PET.

Taler vores sprog
I mailen hasteindkalder han til et møde om “rigets generelle sikkerhedssituation” og omtaler “hemmelige enheders sikkerhed i Østjyllands politikreds”.

“Det er som om, han allerede var PET-agent, så godt taler han sproget. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, han havde hacket vores egne fortrolighedsstemplede mails,” siger PET-chefen, der personligt svarede Yahya Hassan, men ikke ønsker at røbe svarmailens indhold:

“Jeg kan kun sige, at agent Yahya fra næste uge vil udføre sikkerhedsopgaver, der skal beskytte vores medarbejdere i felten, både med bue, pil og rammende ordspil, der læses op med en insisterende, aarhusiansk messen.”

Abstrakt kunst og tonet overkrop
Også blandt PET-agenterne er der begejstring at spore over, at man nu arbejder sammen med den østjyske digter.

“Han er så bad, mand. Først siger han nej til selv at blive beskyttet af PET-agenter, så laver han abstrakt kunst med en ældre maler, og nu har han sin tonede overkrop som profilbillede på Facebook,” siger en anonym PET-medarbejder, der glæder sig til Yahya Hassans næste digtsamling:

“Jeg vil tage den med mig, når jeg er i marken og skal flække terrorister.”