Foto: pinkypills, Bigstock

Foto: pinkypills, Bigstock

Man bør holde sig til at pille i egen navle og ikke udtale sig om noget hinsides ens egen næstetip. Ellers går verden i stykker, fastslår videnskaben i ny rapport.

“Kan hun ikke bare svare ja eller nej?”

“Han løber altid fra sine valgløfter!”

“Det parti bliver aldrig stuerent!”

Meningerne om danske politikere og partier er mange. Men ofte kommer udsagn som ovenstående fra mennesker, der aldrig selv har været politikere. Det er et problem, fastslår videnskaben i en rapport om verdens tilstand. For man kan nemlig kun vide noget om ting, hvis man har prøvet dem på egen krop.

“Faktisk drejer det sig ikke kun om politik. Det er for eksempel velkendt, at det kun er narkomaner, der har forstand på narkotikalovgivning. Og selvfølgelig er det også kun ofre for terrorisme, der kan udtale sig om terror,” siger Margrethe Sørensen, der er repræsentant for Videnskabeligt Institut for Virkelig Videnskabelighed ved Aarhus Universitet.

Verden går i stykker
Hun fortæller, at mange slet ikke ved, at verden kan gå i stykker, når man udtaler sig om ting, man ikke har personlig erfaring med. Hun opfordrer derfor alle til at gribe ind og fremhæver debatten for eller mod købesex som et enestående eksempel på, hvordan man kan sætte andre skakmat.

“Der er heldigvis mange, der minder folk, der går ind for, at sexarbejde skal være lovligt på linje med andre erhverv om, at de, eller deres døtre, selv bør gøre sig nogle erfaringer med faget. Desværre ser vi endnu ikke, at forbudstilhængerne afkræves personlige erfaringer, men det er trods alt bedre, end at ingen siger noget,” siger hun.

Løkke må kritisere Løkke
I første omgang, mener Margrethe Sørensen, handler det om at skabe en kultur, hvor folk diskvalificerer holdninger fremført af mennesker uden personlig erfaring med emnet. Men, fastslår hun, for at verden for alvor kan blive reddet, må man gå endnu mere radikalt til værks.

“Når folk kritiserer Lars Løkke Rasmussen eller Joachim B. Olsen, er det ukvalificeret. De har jo aldrig været dem. Og så længe folk taler om ting hinsides deres egen næsetip i stedet for at pille i egne navler, kan verden stadig gå i stykker,” slutter hun.