Foto: mkabakov, Bigstock

Foto: mkabakov, Bigstock

Ti år efter DSB’s overgang fra fysiske til digitale klippekort introduceres den digitale togrejse. Nu kan du ikke længere sætte dig ind i et fysisk tog, men må foretage rejsen i den opdaterede DSB-app.

Fra i dag er det ikke længere muligt at gå hen til en banegård for at tage et tog. I stedet skal rejsende, der ønsker at benytte toget, downloade eller opdatere DSB’s app og foretage rejsen digitalt.

“Da vi for ti år siden afskaffede det fysiske klippekort, skete det som led i en langsigtet digitaliseringsproces. Vores nye tiltag bringer os endnu tættere på målet: fuldt digitaliseret togdrift,” siger direktør for DSB, Iben Langager, der vurderer, at størstedelen af DSB’s kunder vil være tilfredse med de nye, digitale togrejser.

Helt ny rejseoplevelse
“Det kræver selvfølgelig lidt tilvænning, og det betyder desværre også, at vi ikke længere er i stand til at servicere personer, der hverken har computer, smartphone eller tablet,” siger Iben Langager.

Til gengæld lover hun en helt ny rejseoplevelse til de kunder, der finder ud af at bruge appen.

“I stedet for rent fysisk at blive transporteret fra A til B kan du nu blive siddende hjemme i sofaen, mens du lytter til togets lyde, ser landskaberne suse forbi og hører de velkendte udkald og advarsler mod at lade bagage stå i midtergangene eller uden opsyn. Vi har endda i samarbejde med Banedanmark sørget for, at der opstår forsinkelser pga. signalfejl og sporarbejde, så i praksis vil man stort set ikke mærke nogen forskel, heller ikke på prisen,” forklarer hun og fortsætter:

“Folk, der virkelig har behov for at komme fra et sted til et andet, er alligevel holdt op med at bruge DSB.”

Snart digitale perroner
Allerede næste år forventer DSB at lancere sidste led i digitaliseringsprocessen: digitale banegårde og perroner.

“Eftersom der ikke længere afgår fysiske tog fra perronerne, vil det være forholdsvis let at digitalisere vores bygninger. Så nu skal vi bare finde ud af, om 7-Eleven vil udbringe det, som kunderne bestiller til den digitale togrejse, eller om de skal henvises til butikker uden for DSB’s område. Og så skal vi selvfølgelig finde ud af, hvordan vi opretholder rygeforbuddet på de digitale perroner,” slutter hun.