Efter en bronzesejr til Danmark i en svært forståelig sejlsportsdiciplin, der involverer en masse ret små både, bøjer og sejlads i komplekse zigzagmønstre, er alle enige om at lade som om, de naturligvis udmærket kendte disciplinen i forvejen.
Fredag eftermiddag vandt en 26-årig dansk kvinde OL-bronze i en sejlsportsdisciplin, som ingen uden for meget snævre sejladsmiljøer i Danmark nogensinde havde hørt om. Ikke desto mindre foregav både tv-kommentatorer og medlemmer af offentligheden kort efter, at de havde kendt til både vinderen og hendes sportsgren i længere tid.
“God til at sejle skib”
En kommentator på DR1 erklærer eksempelvis:
“Jeg kendte faktisk godt sportsgrenen, før jeg satte mig ind i kommentatorboksen i dag. Hende den lyshårede, der vandt medaljen, har jeg også set mange gange før,” siger kommentatoren, selvom han faktisk ikke anede, at hende med det lyse hår fandtes indtil få minutter før.
“Særligt dengang hun rundede den der hvide bøje og drejede to gange rundt om sig selv, var det tydeligt, at hun var rigtig god til at sejle sit skib på den måde, som man skal inden for denne disciplin. Det var rigtig flot,” siger han med fast stemme.
Kom med meningsløst udsagn
Også i Danmark giver mange sportsentusiaster over for familie og venner udtryk for, at de udmærket er bekendt med bronzevinderens sportsgren. Selvom det er løgn. Eksempelvis erklærer den 43-årige Mads Erichsen fra Esbjerg over for det meste af sin svigerfamilie:
“Hun har trænet i mange år, og selvom det var en smal sejr, var det tydeligt, at hendes store øvelse med at bomme masten hen over styrbord langt om længe gav bonus.”
Et i altovervejende grad meningsløst udsagn, hvilket ingen af de forsamlede eller Mads selv imidlertid var i stand til at bedømme.
Heller ikke kronprinsen kendte noget til hverken vinderen eller sportsgrenen.
“Jeg har befulgt denne sportsgren i megen tid. Det er yderst fremragende for Danmark. Vi er et land med meget vand på. Eller, jeg mener omkring. Skibe er en væsentlig del af kulturhavnen. Jeg savner min blå, blå cykel,” siger den begejstrede prins og medlem af Den Internationale Olympiske Komité.