Foto: tinx, Bigstock
Dagens debattør, Beate Post, længes tilbage til tiden før sommerferien, hvor alle i det offentlige rum interesserede sig for hinanden i stedet for at udelukke nogen fra fællesskabet.
Som pensioneret gymnasielærer er det en stor glæde for mig at spadsere i de smukke, grønne områder i og omkring København. Men i løbet af sommeren er der gået skår i glæden. Horder af mennesker er nemlig begyndt at benytte det offentlige rum. Men selvom de passerer lige forbi mig, værdiger de mig ikke et blik. De har nemlig alle næserne dybt begravet i deres smartphones.
Jeg har ladet mig fortælle, at de spiller et spil, der hedder Pokémon GO. Tilsyneladende handler det om at indfange skrækkelige monstre og sende dem i blodig krig mod andre. Jeg har sågar ladet mig fortælle, at man ved hjælp af “stjernestøv” kan gøre uhyrerne endnu mere grusomme. Man fornemmer straks, at det handler om doping og hårde stoffer.
Selv gode mænd synker dybt
Kunne man blot affærdige fænomenet som noget, Vestegnens farvede unge finder på, ville ulykken være til at se bort fra. Men det her rammer selv gode mænd. Jeg har med egne øjne set dem synke dybt.
Således traf jeg forleden en tidligere elev, nu veluddannet familiefar med en høj stilling inden for bankvæsenet. Her gik han med børneflokken omkring sig, alle med snuden i sin skærm. Jeg forsøgte en hilsen, men det førhen så dannede menneske replicerede blot: “Næh, men det er jo dig, fru Post. Er du også på Pokémonjagt?”
Afhængighedsskabende fix
Da jeg pure afviste af være på jagt efter disse ækle bæster, begyndte min tidligere elev at lokke. At det var så stimulerende. Man fik gået så meget. Og man havde det sjovt. Men alting drejede sig om dette narkotikum. Der var ingen ægte interesse for mig, og straks efter hev han sine unge med sig videre på jagt efter det næste afhængighedsskabende fix.
Jeg selv blev ladt tilbage. Ensom og ekskluderet fra flokken af hysteriske Pokémon-jægere.
Det er alarmerende, og regeringen kan kun for langsomt sætte en stopper for det. Et forbud er nødvendigt. Ellers kommer vi jo aldrig igen til at opleve tiden, som den var før sommerferien, hvor alle færdedes i det offentlige rum med en respektfuld interesse for andre mennesker og det landskab eller byrum, de færdedes i.
