Foto: Marek Szandurski, Bigstock

1 Foto: Marek Szandurski, Bigstock

Ved tilberedningen af en kopsuppe i køkkenet på Amalienborg kom kronprins Frederik til skade og skal have neglen på venstre hånds tommelfinger forbundet de næste to uger.

Kronprins Frederik skulle i dag have deltaget i en reception for danske atleter, men har måttet aflyse ugens arbejdsopgave efter en ulykke i køkkenet. Prinsen har fået en klemmelus på venstre hånds tommelfinger i forbindelse med tilberedningen af en kopsuppe på Amalienborg.

Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

Skaden skete ved en privat madlavningsseance, hvor kronprinsen hældte et brev kopsuppe ud i et krus og fyldte elkedlen op med vand. Hvad derefter skete, er uvist, da kronprins Frederik selv har fortrængt dele af ulykken. Sikkert er dog, at han senere på aftenen fandt sig selv liggende på gulvet med en klemmelus.

Som en del af behandlingen skal kronprinsen have fingeren forbundet i op til to uger. Herefter forventes det, at kronprinsen er “fuldt restitueret”.

Trist med ulykker
På grund af ulykken har den 48-årige tronfølger meldt afbud til dagens reception for de danske atleter ved de Olympiske Lege.

”Det er selvfølgelig trist med dagens ulykker og ulykker for mennesker i almindelighed. Sådan er det jo med livets gang, både for mig som kronprins, som far og som en, der søger kvalitet i madlavningen og i tilværelsen i almindelighed,” udtaler kronprinsen til RokokoPosten.

Skaden vil ifølge Kongehuset ikke få betydning for andre af kronprinsens kommende aktiviteter, ligesom dronning Margrethe tager ulykken ganske roligt.

”Når man går i køkkenet, når man er fyldt næsten 50 år og ikke har så megen erfaring med madlavning, er det måske ikke så mærkeligt, at det går galt. Han har det godt, men må bare ikke lege med til denne begivenhed,” siger dronningen.