Kæresten Bjørns komplicerede teori om, hvordan de sidste afsnit i Westworld kommer til at forløbe, er virkelig interessant og tilføjer noget særligt til tv-oplevelsen, mener Lisa Balslev.
“Det hele står og falder med William-karakteren. Er han en slags parallelfigur til Dolores? Jeg tror, de begge er fanget i en labyrint …”
Bjørn Kristensen trækker vejret ind, inden han dramatisk afslutter:
“… inde i labyrinten!”
Lisa Balslev lytter interesseret. Hun vil nemlig enormt gerne vide, hvordan hendes kæreste tror, at serien Westworld ender.
“Hans teori er både klar og kompliceret, indviklet og intuitiv. Samtidig forbinder den de greb, som instruktør Jonathan Nolan tidligere har brugt som manuskriptforfatter, med flere forskellige filosofiske teorier om bevidsthed og identitet,” forklarer Lisa og tilføjer, at hun så de to første afsnit alene, hvilket ikke var nær så spændende.
Manglede forudsigelser
“Det er slet ikke det samme at sidde alene og fordybe sig i plottet og karaktererne. Jeg følte virkelig, at der manglede en person, der løbende kunne dele sine tanker om serien med mig. Måske endda forudsige, hvad han troede, der ville ske, og højlydt råbe ‘Ha! Jeg fik ret!’ så meget, at man ikke kunne følge med i et par minutter.”
I begyndelsen var Bjørn nervøs for at komme til at ødelægge serien for sin kæreste ved at spoile, altså afsløre vigtige elementer i historien.
“Min viden om film og serier er, hvis jeg selv skal sige det, temmelig omfattende, og jeg har tidligere haft nogle ret vilde oplevelser med at gætte, hvad der skete i fx Den sjette sans og Frasier. Det har tidligere irriteret mine venner, men Lisa var helt cool med det,” fortæller Bjørn og tilføjer, at han dog endnu ikke har forudsagt nogle af de skelsættende begivenheder i Westworld.
Robot myrder Hopkins
“Lige inden Bernard slog Sidse Babett Knudsen ihjel, var Bjørn overbevist om, at hun var en robot, som ville myrde Anthony Hopkins. Men altså, den var også svær,” siger Lisa.
Parret har planlagt at se serien færdig i aften, og Lisa glæder sig allerede.
“Jeg kan især godt lide, når Bjørn fortæller mig, hvilke albums de forskellige stykker musik i serien kommer fra, hvornår de udkom, og hvor de endte på hitlisterne.”