Foto: malinkaphoto/Bigstock

Foto: malinkaphoto/Bigstock

Ingen af de tilstedeværende forældre til børnene i 3.x kan forklare, hvorfor købepizzaerne med pepperoni blev spist hurtigere end salaten af både børn og voksne, da skolen holdt idrætsdag.

“Medbring noget lækkert til om aftenen – gerne hjemmelavet!”

Sådan stod der på den invitation, som lærerne på Søndergård Skole i Vestsjælland sendte ud til alle 2., 3. og 4. klasser for at oplyse dem om, at der i fredags skulle holdes idrætsdag med aftenhygge.

“Idéen var, at børnene skulle dyrke sport om dagen, og så kom forældrene om aftenen, så hver klasse kunne hygge, spise lækker mad og se film,” fortæller Stine Jensen, der er klasselærer for 3.x.

Hemmelig dressing
Her medbragte Linus’ mor, Kaja, en hjemmelavet broccolisalat med blandt andet avocado, gulerødder, tomat og en dressing efter egen, hemmelig opskrift.

“Folk er som regel helt vilde efter at vide, hvad jeg putter i dressingen. Det var de sådan set også til idrætsdagen, så jeg var lidt overrasket over at se, at der ikke var taget ret meget af selve salaten,” fortæller Kaja og henviser til, at hendes salatskål stadig var halvt fyldt, da alle var på hjem.

Til gengæld stod pizzabakkerne tomme, ligesom alle pølsehornene, som Emmas far, Dan, havde købt i Føtex, var spist.

“Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville bage dem selv, men det blev der ikke tid til, og de dufter jo meget godt, dem fra Føtex,” fortæller Dan og tilføjer, at han bestemt husker at have taget af broccolisalaten.

Elsker frisk salat
Også Birks mor, Lise, der havde medbragt en pepperonipizza i familiestørrelse, var begejstret for Kajas ret.

“Jeg elsker en dejlig frisk salat, helt bestemt. Både mig og Birk tog noget, det er jeg sikker på,” siger hun.

Både hun og Dan er enige om, at mad er lækrest, hvis den er sund og nærende og bliver lavet fra bunden; derfor planlægger de begge at dukke op med noget hjemmelavet til næste arrangement.

“Vi plejer at holde noget op til jul, hvor det nemt kan gå op i konfekt og brune kager, så det bliver lidt klamt til sidst. Så der tager jeg nok noget let med, for eksempel små æggekopper med dild og skinke eller grillede majs. Faktisk kan jeg slet ikke lide pølsehorn,” siger Lise.