Foto: Blend Images, Bigstock
De fleste mennesker tilbringer den sidste del af deres liv i sengen, hvor de tager afsked med deres nærmeste. 57-årige Karen Eriksen har levet sådan i flere måneder, efter at hun på en motivationsworkshop fik besked på at leve. som om hver dag var den sidste.
Før motivationsworkshoppen levede den 57-årige socialpædagog Karen Eriksen fra Varde et helt almindeligt liv. Stod op om morgenen, tog på arbejde, dyrkede fritidsinteresser og var sammen med venner og familie. I dag forlader hun aldrig sin seng.
“Jeg lever hver dag, som var det den sidste. Ligger i sengen og venter på at dø. Hvis det ikke var for den workshop, var jeg aldrig blevet inspireret til den livsstilsændring,” siger Karen, der sidste år mistede sin mor og i den oplevelse hentede inspiration til, hvordan hendes fremtidige liv skulle udformes.
Nok lettere, hvis man er syg
Det var en motivationscoach, der opfordrede deltagerne i workshoppen til at leve hver dag, som om det var deres sidste. På den måde ville de nemlig få mest muligt ud af hvert øjeblik, havde hun sagt.
Karen Eriksen har taget coachen på ordet, men erkender, at det kan være lidt svært.
“Det havde nok været lettere, hvis jeg var syg, ligesom min mor. Hvis hun fik lyst til at stå op og løbe en tur eller gå i biografen, forhindrede sygdommen hende i det. Jeg er ikke forhindret, så det kræver virkelig viljestyrke. Men jeg går op i at leve fuldt ud, og derfor følger jeg coachens råd,” siger hun.
Flovt at bede folk komme hver dag
Selvom Karen er stålsat og nu på tredje måned lever, som om hver dag er hendes sidste, er det ikke altid en dans på roser:
“Min mand er begyndt at beklage sig over, at jeg bare bliver liggende. Men sådan er den sidste dag i livet for de fleste, og jeg går ikke på kompromis med mine principper. Heller ikke selvom han siger, at det er flovt at skulle ringe til alle i omgangskredsen for at bede dem komme og tage afsked med mig.”
Det sker da også ofte, at der slet ikke kommer nogen på besøg. Det er Karen meget skuffet over:
“Jeg ved da godt, at jeg nok også ligger her i morgen og derfor beder dem komme igen. Men én dag skal jo være den sidste, og at de virkelig vil løbe risikoen og udeblive, sætter da tankerne i gang. Jeg er åbenbart ikke særlig vigtig for dem.”
