Foto: Qw345, Wikipedia
Udflyttede statsansatte kræver permanent ophold i hovedstaden og nægter at affinde sig med en skæbne i Udkantsdanmark. Derfor marcherer de i stort tal mod øst på Fynske Motorvej. Flere københavnere er begyndt at smugle de udflyttede i sikkerhed.
Fredag morgen er der ikke skyggen af biler på Fynske Motorvej, E20, østgående spor. Vejbanen, hvor lange slanger af motorkøretøjer normalt bugter sig, er i stedet fyldt op af et menneskehav. Det er mere end 1000 desperate statsansatte, som ikke ser andet håb for fremtiden end at vandre mod den danske hovedstad i jagten på en bedre tilværelse.
Flygter fra håndbold og krebinetter
En af dem er den 46-årige Markus Johansen, der for nogle år siden blev forflyttet med Patent- og Varemærkestyrelsen til Ikast.
“Jeg kan ikke klare mere provins. Ikke mere håndbold, ikke mere uøkologisk filterkaffe og krebinetter i kantinen. Nu vil jeg bare hjem til Valby,” siger han med et fortvivlet ansigtsudtryk.
Den slags hjerteskærende historier kan alle i den brede strøm af forhutlede mennesker fortælle.
Birte Frederiksen flyttede med Kystdirektoratet fra København til Lemvig i 2015.
“Jeg har gået mere end 200 kilometer og ikke spist andet end to franske hotdogs til 20 kroner på en Monarch-rasteplads uden for Middelfart. Men jeg stopper ikke, før jeg når Østerbro,” siger hun sammenbidt.
Københavnere smugler folk i sikkerhed
De marcherende statsansatte er ikke alene. Flere sympatisk indstillede københavnere er kørt de flygtende masser i møde. En 49-årig fuldmægtig fra Indenrigsministeriet, der ønsker at være anonym, fortæller, at hun personligt har kørt over 20 flygtende udflyttede over Storebælt og i sikkerhed i hovedstaden.
“Da jeg så menneskemængden, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis det var mig selv, som var blevet tvunget til et eller andet gudsforladt sted, hvor topmålet af kultur- og byliv er rundkørselskunst og Jensens Bøfhus? Så kastede jeg mig simpelthen ind i bilen og har ikke sovet de sidste to dage,” forklarer hun og tilføjer:
“Jeg er klar over, at det, jeg gør, sikkert er strafbart, men det er simpelthen det hele værd, når jeg ser udflytternes glade ansigter, fordi de har fået øje på skorstenene fra Svanemølleværket, Tivolis Gyldne Tårn eller Frederiksberg Rådhus. For så ved de, at nu er de endelig i sikkerhed.”
