Foto: Public domain

 

Weekendavisen afslører, at også fremtrædende græske filosoffer, som der stadig undervises i på danske universiteter, har billiget og praktiseret pædofili. Dansk akademiker forsvarer filosofferne med, at det var en anden tid dengang.

Læsere af den danske ugeavis Weekendavisen har i de seneste uger kunnet læse, at fremtrædende danske intellektuelle har støttet pædofile organisationer i 1970’erne, og at berømte filosoffer som franskmanden Michel Foucault har forsvaret og støttet pædofili.

Forsvarede pædofili ved drukfest
I den kommende uge bringer Weekendavisen en nyhed, der i endnu højere grad kan forventes at ryste det filosofiske miljø i sin grundvold. Journalist og debatredaktør Søren Villemoes kan nemlig afsløre, at også prominente græske filosoffer, heriblandt en, der ofte kaldes filosofiens fader, har været dybt involveret i pædofili.

“Jeg faldt over en tekst kaldet Symposion af den græske filosof Platon, der mildest talt er chokerende. Angiveligt er der tale om en slags fordrukken passiar til en fest, hvor mange af deltagerne bruger størstedelen af tiden på at prise sex med teenagedrenge, hvilket forfatteren tydeligvis betragter som aldeles ukontroversielt og endda opbyggeligt,” siger Villemoes og fortsætter:

“Ikke nok med, at man kan finde linjer som ‘Jeg kan i hvert fald ikke sige, hvad der er et større gode for en ung mand end en gæv mand til elsker og for en elsker en kærestedreng’. Den græske filosof Sokrates, der ærbødigt omtales som filosofiens fader, erklærer sig også i en passioneret udredning for større fan af sex med unge drenge end med voksne kvinder.”

Filosof: Det var en anden tid
Weekendavisen kan desuden afsløre, at misbrug af mindreårige ikke giver anledning til løftede øjenbryn i akademiske kredse, da der stadig undervises i såvel Platon som Sokrates på en lang række danske universiteter.

“Selvfølgelig kan man ikke sige, at disse tænkeres sympati for pædofili diskvalificerer dem som tænkere, men det er temmelig sigende for, hvor lidt selvransagelse der findes i det overvejende venstreorienterede filosofimiljø, at dette end ikke bliver problematiseret i undervisningen,” siger Søren Villemoes.

En anonym professor i filosofi ved Aarhus Universitet ønsker ikke at forholde sig til de specifikke anklager mod Platon og Sokrates, men skriver i en mail til RokokoPosten, at det var en anden tid dengang.