Ligesom mange andre danskere får Georg Metz ikke grinet så meget, som han gerne ville. Men i DR1’s kommende programserie Metz og de store komikere undersøger han seks danske komikere.
Med programserien Øgendahl og de store forfattere vil DR1 inspirere danskere, der sjældent læser, til at åbne bøgerne. Måden, de gør det på, er at bruge en kendt dansker, som heller ikke ret tit læser bøger, fordi det giver seerne mulighed for at identificere sig.
“På samme måde laver vi nu en serie om danske komikere, hvor vi har indsat Georg Metz i rollen som vært, der kan møde andre humorforladte danskere i øjenhøjde,” siger redaktionschef Henriette Ladegaard-Pedersen.
Hver tredje dansker er lyseslukker
“Georg Metz er blandt de godt og vel 30 procent af befolkningen, der kan karakteriseres som lyseslukkere. Mennesker, der sjældent eller aldrig forstår en vittighed, og som i det hele taget næsten aldrig synes, at noget er sjovt. I programrækken lader vi ham møde seks danske komikere. Han skal opleve deres humor, tale med dem og undersøge, hvorfor han ikke for alvor er i stand til at grine med,” fortsætter hun.
Hermed tages humorforladte danskere med på en rejse ind i en verden, som måske virker utryg og ubekendt, men med en kendt lyseslukker ved roret har de en rollemodel at spejle sig i. Forhåbentlig vil det gøre dem mere åbne over for sjove ting, så de senere får lyst til selv at opsøge morskab.
Metz: Glemmer, at livet ikke kun er alvorligt
For Georg Metz har det været en spændende udfordring at komme i nærkontakt med komikerne:
“Det er en verden, som jeg plejer at holde mig langt fra. Førhen kunne jeg komme i dårligt humør bare ved tanken om, at der overhovedet findes mennesker, der lever af at være sjove. Samtidig har jeg altid vidst, at livet ikke kun er alvorligt. Jeg har bare forsøgt at skyde tanken væk, for der er altid en grund til at være muggen og krakilsk, og så glemmer man, at det faktisk er meget sundt med et godt grin af og til,” siger han og fortsætter:
“Det har været en meget udfordrende værtsrolle, ikke kun på grund af emnet, men også fordi jeg blev sat til at repræsentere den almindelige dansker.”
Af hensyn til spændingen har RokokoPosten lovet ikke at afsløre, om det lykkes komikerne at vække Metz’ humoristiske sans.