Foto: Poznyakov, Bigstock

Glade farver, bekræftende citater og Teletubbies i fjernsynet skal skabe et trygt læringsmiljø for de unge humaniorastuderende på Københavns Universitet.

“Velkommen til Solstrålen – og husk! Du er også en solstråle.”

Skiltet fra vuggestuen hænger stadig på døren, men de små børn er skiftet ud med studerende i tyverne. Nogle af dem læser i pixibøger, andre tegner med farvekridt, og andre igen kaster en skumgummibold frem og tilbage.

“Pas på ikke at ramme hovedet,” lyder det fra Kiri Jensen, der er inklusionsmedarbejder på Københavns Universitets Humanistiske Fakultet og initiativtager til et nyt safe space for studerende.

Glade farver og Teletubbies
“Jeg var i gang med at finde et klasselokale, som jeg kunne omdanne til et trygt og inkluderende rum, men da jeg hørte, at en vuggestue var ved at lukke ned i nærheden af universitetet, slog jeg til. Her var alt, hvad vi behøvede for at gøre børnene, jeg mener, de studerende trygge: glade farver, bekræftende og selvtillidsopbyggende citater på væggene og fjernsynet indstillet på Teletubbies.”

I sidste måned lejede Det Humanistiske Fakultet sig ind i Vuggestuen Solstrålens lokaler og overtog det meste af møblerne og legetøjet, så de i mandags var klar til at byde de første studerende velkommen.

“Jeg elsker det nye safe space og går herhen, hver gang en medstuderende siger noget, jeg ikke bryder mig om, fx at Judith Butler er grim, eller at der er fastelavn med indianertema,” siger 22-årige retorikstuderende Adam Eskildsen, idet han viser en tegning, som han har lavet.

“Er den ikke pæn?” spørger han, og Kiri Jensen svarer bekræftende.

Ensomhed er mikroaggression
“Det er vigtigt, at de studerende føler sig værdsat, mens de forbereder sig på at indtage ledende stillinger i samfundet. Jeg har været her et par timer hver dag, siden vi åbnede, så de ikke skulle føle sig ensomme; ensomhed er nemlig en mikroaggression,” siger hun og regner med at ansætte et par pædagoger og en psykolog, der kan trøste de studerende, når de er ved at gå ned med stress over SU, forældrekøbslejlighed og forventninger.

“De møder så mange hårde ord, fx i gamle bøger eller på plakater, at de nogle gange glemmer, at de er solstråler. Heldigvis kan vores safe space minde dem om det!”