Foto: VadimGuzhva, Bigstock

Danskerne kan risikere at fortryde deres køb, betale overpriser eller komme hjem med unødvendige ting. Derfor bør vi overveje at forbyde varer i det hele taget, mener S.

Elektronik, der ligger ubrugt hen i en flyttekasse i kælderen. Kjolen, der viste sig at sidde dårligt efter to vaske. Tekanden, der kan fås billigere på nettet. Alt sammen varer, som Socialdemokratiet er klar til at forbyde, så danskerne ikke bliver snydt i supermarkeder og stormagasiner.

“Jeg kender ikke ét menneske, som er 100 procent tilfreds med alle de varer, vedkommende har købt. Tværtimod har mange af mine venner boligen fuld af ting, som de har fortrudt at have anskaffet sig, og det er vores ansvar som politikere at sætte en stopper for overforbruget,” siger retsordfører Trine Bramsen, der selv har prøvet at stå i en situation, hvor en lov mod varekøb ville have været en hjælp.

Stram og sygeligt gul kjole
“Sidste år købte jeg en nytårskjole i H&M den 31. december, altså i 11. time, fordi alt andet var til vask. Den viste sig at være alt for stram om ryggen, så jeg nærmest ikke kunne læne mig forover, og når jeg havde den på i aftenbelysning, var farven helt anderledes end i prøverummet, en sygelig gul. Det ødelagde min aften.”

Retsordføreren er klar over, at et forbud har lange udsigter og foreslår derfor at indføre zoner, hvor man ikke må købe varer.

“Visse steder i landet spekulerer man skamløst i danskernes lyst til at købe varer og bygger eksempelvis en gigantisk Bilka ved en indfaldsvej eller driver stormagasiner i flere etager, så folk stimler sammen, skaber en ophidset stemning og øger risikoen for fejlkøb. For slet ikke at tale om, at du ofte kan få varerne billigere på nettet,” siger Bramsen og tilføjer, at man i Danmark slet ikke har overblik over de utallige skader, som varekøb kan medføre.

Ikke forbud mod veganske briller
“Vi taler gæld, manglende budgetstyring, stresssymptomer, angst, depression, hele pakken. Forhåbentlig kan Socialdemokratiets forslag åbne for debatten om, hvad varer egentlig gør ved vores krop og psyke.”

Alternativet bakker op om idéen, men mener ikke, at forbuddet bør inkludere alle varer, siger forbrugerordfører Rasmus Nordqvist:

“Baconleverpostej, Crocs og tilbudsvarer fra Netto hører ikke til i et bæredygtigt land, men det ville være ekstremt også at udstrække forbuddet til eksempelvis designerborde i massivt træ, veganske briller og Apple-produkter.”

Hos De Konservative støtter man ikke et forbud mod varekøb, men vil gerne gøre noget for at hjælpe danskerne med at undgå forhastede beslutninger, mener socialminister Mai Mercado.

“Vi foreslår et obligatorisk kursus i æstetik og økonomi samt en betænkningsperiode på seks måneder, inden man får lov at købe varer. Det er også bedst for børnene,” siger hun.