Foto: Aaron Amat, Bigstock
“Jeg troede, RokokoPosten var satire,” skrev en læser som kommentar til en af RokokoPostens artikler. Bagefter forklarede han, at der var tale om en sofistikeret form for metasatire.
Bendix Poulsen har gennem flere år været trofast følger af RokokoPostens Facebook-side. Alligevel skrev han for nylig følgende i en kommentar til en artikel, han lige havde læst:
“Jeg troede, RokokoPosten var satire.”
Den kryptiske kommentar kom bag på flere andre læsere, blandt andet Christian Nedergaard fra Hørning.
“Hvorfor kom han pludselig i tvivl om, hvorvidt RokokoPosten var satire? Troede han virkelig, at nogen havde sagsøgt Amnesty for chikane på gågaden? Jeg har set ham kommentere mange gange gennem tiden, så det var en virkelig mærkelig kommentar fra hans hånd,” siger han.
Det var for sjov
Selv fortæller Bendix Poulsen, da RokokoPosten ringer ham op for at spørge til den besynderlige bemærkning, at det var noget, han skrev for sjov.
“Selvfølgelig vidste jeg godt, at artiklen var satirisk, men jeg syntes, det kunne være sjovt at skrive lige netop den kommentar. På den måde lavede jeg en slags metasatirisk bemærkning, hvor jeg på en sofistikeret måde afslørede over for andre, der også havde fanget satiren, at jeg havde forstået satiren og syntes, den var vellykket,” lyder det fra den pensionerede gymnasielærer.
Genreforsker: En velkendt identitetsmarkør
Ifølge genreforsker Sune Auken fra Københavns Universitet er kommentarer som Bendix Poulsens udbredte blandt læsere af satiriske nyhedsmedier.
“Den type kommentarer bruges af læserne som identitetsmarkører, der positionerer dem i gruppen af læsere, som ikke bare forstår satire, men også selv evner at benytte den. De kan virke forvirrende på nogle, men for andre fungerer det som et lille kip med hatten; et ‘vi forstår hinanden’,” siger han og fortsætter:
“Samtidig distancerer læsere, der benytter sig af dette greb, sig aktivt fra de læsere, der på den ene eller den anden måde misforstår konteksten. Her er det især relevant at pege på de mange, der med deres kommentarers ordlyd uforvarende kommer til at afsløre, at de ikke har læst artiklerne, eller at de ikke har forstået pointen.”
Det kan Bendix Poulsen nikke genkendende til:
“Det er simpelthen det værste, når en eller anden folder sig ud med en kritik af noget, som faktisk bliver forklaret i artiklen, men som blot ikke fremgår af overskriften. Så får man behov for at markere, at så dum er man i hvert fald ikke selv.”
